“Jeg ramte jo helt forkert, jeg skulle nok have givet det 20 måneder,” siger Jacob Skaaning.
Da han sigtede mod 100.000, kostede en bitcoin 8611 dollar, og her 18 måneder efter er den skudt op i omegnen af 65.000 dollar.
En væsentlig forklaring til bitcoin vilde kursstigning er, at antallet af bitcoin, der mines hvert tiende minut, det vil sige graves frem via matematiske nøgler og frigives til salg, er halveret. Før 12. maj 2020 blev der således minet 12,5 bitcoin hvert tiende minut, det er nu faldet til 6,25 bitcoin, der mines hvert tiende minut. Denne halveringsproces foregår hvert fjerde år, og den næste er sat til marts 2024.
To tendenser
Siden halveringen er efterspørgslen også steget, pointerer Jacob Skaaning.
“Mens udbuddet falder, er der kommet meget mere pres på efterspørgselssiden særligt fra store hedgefonde og institutionelle investorer, der bl.a. bruger bitcoin som en hedge (beskyttelse,red.) mod den stigende inflation,” siger Jacob Skaaning, der har nærstuderet de historiske bitcoinkurver.
“Det, vi tidligere har set ved disse halveringer, er, at bitcoin har oplevet et bull-marked (stigende,red.) de næste 20 måneder. Hvad der sker med bitcoin efter nytår, er svært at sige, men der plejer at være to tendenser.”
Ifølge Jacob Skaaning vil der enten være tale om en “parabolisk” kursudvikling, hvor store kurshop driver kursen endnu mere opad, så kurvelinjen får en elliptisk form. Den anden mulighed ifølge Jacob Skaaning er en mere rolig kursudvikling, hvor bitcoinkursen skiftevis stiger og falder, men trenden vil være stigende.
“Derfor holder jeg altid øje med, hvor hurtigt prisen bevæger sig opad, for det er afgørende. Hvis prisen går fra 65.000 til 200.00 dollar på en måned, har vi historisk set bitcoin falde tilbage med 50-80 pct.,” siger Jacob Skaaning, der hverken sætter 200.000 dollar som et realistisk eller urealistisk kursmål.
“Vi har ingen halveringsproces nu, så det er meget sværere at pege på en pris, men bitcoin er i en betydeligt højere kurs om fire år, end den er nu.”
USA driver kursen
“Jeg har kurs mod 100.000 i 2022,” lyder det mere konkret fra Christian Jain Kongsted, investor og medstifter af Daytrader.dk.
“Jeg forventer dog en masse modstand hele vejen op, for når man skal op i en kursrekord, vil der typisk være en masse, der gerne vil sælge ud,” siger Christian Jain Kongsted og forventer modstand omkring bl.a. kurs 90.000 og 95.000.
I december 2019 udtalte han, at bitcoin skulle op i 55.000 i løbet af 2020 eller 2021. Det skete i februar 2021.
“Dengang var kursen drevet af halveringen, men nu er der andre ting, der kommer oven i. Det ene er, at USA i modsætning til Kina ikke forbyder kryptovaluta. Det virker som en kæmpe driver, at man ved, at i det land, hvor bitcoin er størst og et vigtigt finansielt marked, der vil man i stedet regulere og beskatte krypto,” siger han og tilføjer, at da den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, i slutningen af september netop sagde det, fløj bitcoin op med ca. 10 pct.
“Den anden vigtige faktor er, at antallet af bitcoin, der kan handles ude på børserne, er på sit laveste niveau i tre år. Det er en kæmpe driver for en højere bitcoinpris,” siger han og nævner, at der er ca. 2,4 mio. bitcoin i handlen, hvilket ifølge ham svarer til 12,9 pct. af alle bitcoin.