Den internetbaserede danske bank, Basisbank, kaster håndklædet i ringen efter 21 år på markedet.
Banken har nu frasolgt sin forbrugslånsforretning, der udgør 75.000 kunder og en udlånsportefølje på 2 mia. kr. til Ikano Bank. Den melding kommer få måneder efter, at Basisbanks hovedaktionær og bestyrelsesmedlem, Lars Thuesen, meddelte Børsen, at banken opgiver sin banklicens og satser udelukkende på at være forbrugslånsvirksomhed.
Når Basisbank nu skiller sig af med de udlånskunder, som udgør forbrugslånsforretningen, så skyldes det ifølge adm. direktør i Basisbank, Tom Rattleff, selvsamme årsag, som forårsagede opgivelsen af banklicens og indlånskunderne. Det er blevet for svært at drive bank og forbrugslånsforretning.
"Regulatorisk er det blevet et rigtig svært marked at drive en lønsom forbrugslånsbank på," siger han.
Hvad kommer Basisbank til at lave i fremtiden?
Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Vi har stadigvæk vores inkasso-portefølje tilbage, og det her salg af udlånsforretningen er ikke godkendt af de danske og svenske finanstilsyn endnu - det forventer vi selvfølgelig, at det bliver, men indtil da skal vi fortsat vedligeholde den del af forretningen.
Vi har også stadigvæk travlt med at afhænde vores indlånsforretning. Det foregår på en lidt anden måde, som tager lidt længere tid, fordi de her kunder skal finde sig et nyt pengeinstitut, og det tager lidt tid.
Har i interesse i også at sælge inkassoforretningen?
Det kan jeg ikke kommentere på. Vi administrerer den selv indtil videre, men om vi vil sælge den, kan jeg ikke kommentere på.
Er det her en reel afvikling af Basisbank?
Det kan du næsten regne ud. Som vi sagde i sommers var vores mål at aflevere banklicensen og i stedet blive forbrugslånsvirksomhed. Nu sælger vi så også forbrugslånsporteføljen, så det er nok i den retning, det går.
Lars Thuesen ejer i dag 95,80 pct. af aktierne i Basisbank, efter han i 2012 købte sig ind i den på daværende tidspunkt skrantende internetbank.