Emilie Mengs efterladte var ikke imponerede over politiets efterforskning.
På mødet deltog Justitsministeriets daværende departementschef Barbara Bertelsen, der i dag er landets øverste embedsmand med ry for detailstyring og statsminister Mette Frederiksens højre hånd.
Den 17-årige Emilie Meng var forsvundet en julidag to år tidligere og var fundet død 168 dage senere. Politiets efterforskning havde i løbet af de to år ikke båret frugt.
Sagen er i dag fortsat uopklaret, men mødet fik konsekvenser:
Efter mødet var den utvetydige besked til politiet fra Barbara Bertelsen, at sagen på ny skulle gennemtrævles. Alt skulle vendes.
Kort efter lød det fra Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at en gruppe erfarne efterforskere ville gennemgå sagen igen.
Normalt er der en vis afstand eller armslængde mellem de øverste regeringskontorer og myndighederne i styrelser og som her politiet.
Men i 2015 fik Justitsministeriet en departementschef, der er kendt for at være dybt optaget af enkeltsager, at ville gå langt for at gøre sin minister tilfreds, og som heller ikke er bange at sige sit eget system imod.
Det er Emilie Meng-sagen blot et af mange eksempler på.
Et andet eksempel er, da Barbara Bertelsen ifølge Ekstra Bladet blandede sig i efterforskningen af et overfald, der var begået tæt på hendes hjem.
Et tredje eksempel er, at Bertelsen lagde et betydeligt pres på Rigsadvokaten for at indfri et ønske om at få gjort banden Loyal to Familia ulovlig. Det havde systemet i årevis blokeret for. Bertelsen krævede nytænkning.
Torsdag indtager Barbara Bertelsen, der i dag er departementschef i Statsministeriet, vidneskranken i den såkaldte Granskningskommission om sagen om aflivning af mink.
Her skal hun svare på spørgsmål om regeringens beslutning om at slå alle landets mink ihjel.
En beslutning der ikke var lovhjemmel til, og som her et år efter har kastet regeringen ud i sin største krise med overskrifter om slettede sms’er, anklager om grundlovsbrud og magtfuldkommenhed.
Undersøgelsen af det har kastet nyt lys på de øverste embedsmænds rolle i folkestyret.
Statsminister Mette Frederiksen har bedyret, at der blot var tale om en fejl, og kilder i regeringen forklarer fejlen delvist med hastighedspres under corona.
Håndfaste konklusioner om, hvad der er op og ned, må afvente kommissionens endelige arbejde.
Men det står klart, at departementschef Barbara Bertelsens meget direkte facon i minksagen ikke er et særtilfælde, men nærmere er udtryk for, at embedsværket er blevet mere fokuserede på at levere det, deres ministre efterspørger.
En udvikling der i øvrigt har været undervejs i en længere årrække, men som Barbara Bertelsen blot er kulminationen på.
Mytisk skikkelse
Normalt foregår embedsværkets arbejde i høj grad uden for spotlyset og i skyggen fra de politisk valgte ministre.
Men både en redegørelse om “håndteringen af covid-19 i foråret 2020” og kommissionen om de aflivede mink har givet et sjældent indblik i arbejdsgangen og kommunikationen mellem nogle af landets mest centrale embedsmænd.
Barbara Bertelsen selv er blevet noget nær en mytisk skikkelse, som mange har hørt om – i hvert fald hvis man med en vis interesse har iagttaget dansk politik de seneste to år.
For eksempel er det blevet blotlagt, hvordan Barbara Bertelsen, der er datter af to læger, i begyndelsen af coronaepidemien gik imod Sundhedsstyrelsens vurderinger og blandt andet i en intern mail kritiserede Sundhedsstyrelsen for at udtale sig alt for optimistisk om situationen.
Mailen sluttede med en sætning, der blev symbolsk for regeringens håndtering af corona:
“Hope is not a strategy.”
Bertelsen bliver af kilder beskrevet som ekstremt risikoavers, men hun var blandt de første, der forudsagde coronaepidemiens udviklingspotentiale.
Allerede før det første smittetilfælde havde ramt Danmark, havde Barbara Bertelsen ifølge bogen “Det første år” købt blandt andet konserves, kattemad og kaffe til sin mor, så hun kunne overleve uden at skulle ud og handle ind.
Rapporten om håndteringen af covid-19 tegner et billede af en departementschef og et ministerie, der ikke har tillid til underliggende myndigheder, men foretrækker kontrol og direkte styring.
Her står direkte, at Statsministeriet ikke evnede at skelne mellem væsentligt og mindre væsentligt – eksempelvis er regeringstoppen optaget af placering af “flyers, plakater og spritstandere” i de danske lufthavne.
Der beskrives en detailkontrol og en detailstyring i alle led, som det er svært at se en samlet strategi bag, lyder det i rapporten.
Til det vil regeringstoppen med rette kunne sige, at de et langt stykke ad vejen havde ret.
Ægte tillidsbrud
De foreløbige afhøringer i minkkommissionen føjer yderligere perspektiver på arbejdet i toppen af regeringen. For eksempel i regeringens besluttende organer – som koordinationsudvalget.
Et indblik i kommunikationen mellem Barbara Bertelsen og hendes modpart i det daværende Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, har blotlagt, at Bertelsen var særdeles opsat på, at få Studsgaard til at sikre, at daværende miljø- og fødevareminister Morgen Jensen (S) tog ansvar for at aflive alle mink uden lovhjemmel.
Mandag den 9. november sender Barbara Bertelsen en sms-storm til sin departementschefkollega.
“Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte),” indleder hun. Mogens Jensen skal tage ansvaret for fejlen.
I løbet af korrespondancen skriver hun videre:
“Og I taler om regeringen – dvs. præcist det modsatte af selv at tage sit ansvar på sig.”
Og lidt senere samme aften:
“Det er meget, meget skidt det her. Ægte tillidsbrud.”
Det efterlader billedet af en departementschef, der er yderst insisterende, og som går langt for at skærme sin chef, statsministeren.
Nogle dage senere skriver hun til Studsgaard, at håndteringen angår “regeringens liv”.
Rising star
For at forstå Bertelsens centrale position og virke på Slotsholmen i dag skal vi nogle år tilbage.
I foråret 2013 gjorde en særdeles dedikeret og målrettet vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen opmærksom på sig selv.
Barbara Bertelsen, der er uddannet jurist og havde arbejdet sig op igennem systemet som fuldmægtig og siden kontorchef i Justitsministeriet med en afstikker til Statsministeriet, var i 2012 blevet forfremmet til vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, der lå under Finansministeriet, og havde ansvaret for statens overenskomstforhandlinger.
Her indtog Bertelsen de facto rollen som statens chefforhandler i de forhandlinger, der i 2013 endte med en spektakulær lockout af lærerne og siden et omdiskuteret regeringsindgreb.
Men i centraladministrationen steg hendes stjerne, og året efter var hun med på det første såkaldte Spot-forløb designet til de største topledertalenter i staten.
Hun var en rising star.
Det er også med lærerlockouten, at fortællingen om Barbara Bertelsen som statsminister Mette Frederiksens helt særligt udvalgte tager sit udgangspunkt.
Det er i hvert fald en version, der især trives blandt socialdemokrater, at Barbara Bertelsen efterfølgende blev håndplukket til posten som departementschef i Justitsministeriet af Mette Frederiksen.
Frederiksen, der på det tidspunkt var beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen, sad formelt med ansvaret for det lovindgreb, der skulle afslutte konflikten til lærernes voldsomme utilfredshed.
På et højspændt samråd måtte Frederiksen stå på mål for indgrebet, og i forberedelsen blev en særlig relation mellem Bertelsen og Frederiksen angiveligt skabt, da Bertelsen hjalp Frederiksen sikkert gennem den betændte sag.
Ifølge flere kilder er der dog også en anden version af historien om stjerneembedsmandens vej til toppen. Ifølge den var der mere erfarne og tungere juridiske kandidater på rekrutteringslisten, som takkede nej til at blive departementschef i Justitsministeriet.
Men ministeriet var i den periode genstand for en massiv kritik fra andre ressortministerier og Folketingets partier, der havde væltet den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov på grund af en såkaldt “nødløgn”.
Efter en proces med rekrutteringsbureauet Muusmann blev Bertelsen valgt som øverste chef for kronjuristerne med den klare opgave at modernisere det traditionsrige ministerium, selv om det langt fra er normalen at hente departementschefer i laget af vicedirektører i statens styrelser.
Blandt Barbara Bertelsens spidskompetencer er forandringsprocesser, og hun satte straks gang i en større organisationsændring i Justitsministeriet, og der blev luftet grundigt ud i cheflaget under departementschefen.
Med Bertelsen fik Justitsministeriet, der i lang tid blev betragtet som en stat i staten, og under tidligere departementschefer havde fået ry for at for et godt ord at blokere politikernes ønsker og forslag med henvisning til obskure paragraffer, en ny type embedsmand.
Det dækker over mindst to ting:
Igennem en årrække har der været en tendens til, at det er de embedsmænd, der er gode til at forstå politik og processer, der stiger i graderne.
Politisk tænkning bliver i stadig højere grad efterspurgt hos topembedsfolk, mens den tungere faglighed findes i lagene under departementschefer.
Derudover har der været en udvikling mod en mere moderne embedsmandtype, der har langt større fokus på at få de demokratisk valgte politikeres ønsker og prioriteter gjort til virkelighed end tidligere.
Det er et billede, som kilder på Slotsholmen tegner af Barbara Bertelsen. Hun presser sine systemer til at levere løsninger på de politiske ønsker, som hendes ministre har.
Bistår og forsvarer
Selv om det har vakt stor opmærksomhed, at Barbara Bertelsen har været ekstrem aktiv bag linjerne i minksagen i bestræbelserne på at flytte ansvaret for en beslutning væk fra Mette Frederiksen, skal man være varsom med at konkludere, at embedsværket er blevet politiseret og er gået over enhver grænse.
Især topembedsmænd har i meget lang tid ageret i det politiske rum, og det er helt legitimt, at for eksempel en departementschef beskytter sin minister.
Da nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen var formand for et udvalg, der i 2004 forfattede en betænkning om embedsværkets rådgivning, var man klar over, at det ikke er en simpel sag at adskille faglig rådgivning fra politisk rådgivning.
Derudover konkluderede man, at det også er en del af topembedsmændenes opgave at “bistå og forsvare deres minister og regeringen også mod resten af Folketinget”, som det er blevet formuleret af de lærde udi i forvaltningsret.
Pointen er, at det selvfølgelig ikke må komme i konflikt med andre principper for embedsværkets arbejde. Herunder at embedsværkets arbejde skal foregå inden for nogle rammer, der blandt andet indbefatter et krav om lovlighed, samt at rådgivningen skal være solidt fagligt funderet.
Men der er plads til det politiske, og regeringen har helt bevidst forsøgt at udvide det politiske rum. For eksempel ved at skifte ud i toppen af embedsværket.
Det var en slet skjult hemmelighed på Christiansborg, at Mette Frederiksen ville skille sig af med den mangeårige departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen.
Også i Finansministeriet blev der skiftet på posten efter valget. Her ansatte Mette Frederiksen sin tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet, Peter Stensgaard Mørch, til posten. Han er også af den moderne skole.
Både Bertelsen og Mørch er på Slotsholmen kendt for at have stærkt fokus på at finde løsninger for de folkevalgte ministre.
Barbara Bertelsen i helt særlig grad. Hun har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.
