ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bankforsker om farvel til mulig kronprins i Sydbank: "Jeg ser ikke noget panik i det her, men det er selvfølgelig træls"

Henning Dam har været bankdirektør i Sydbank siden april 2020. Nu fratræder han stillingen. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Henning Dam har været bankdirektør i Sydbank siden april 2020. Nu fratræder han stillingen. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Det er et trængt marked, bankerne befinder sig i, når de skal finde nye direktører. Det er nu den realitet, Sydbank står over for, efter at bankdirektør Henning Dam har meldt sin afsked fra direktionen.

Men ifølge seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet er der ingen fare på færde for nuværende.

"Umiddelbart er der ingen panik, for et aktieselskab skal have minimum en direktør, og de er allerede tre i forvejen. Internt i Sydbank har de nu to muligheder: Gå på jagt efter en ny direktør internt eller eksternt - eller også kan de omfordele opgaverne i den bestående direktion," siger Lars Krull.

Henning Dams afgang fra direktionen blev offentliggjort i en pressemeddelelse fra banken. Her lød det, at fratrædelsen skyldes personlige årsager:

"Jeg har været meget tilfreds med at være i Sydbank - både i denne omgang og da jeg tidligere var ansat i banken - Sydbank er en rigtig god og spændende bank. Jeg har imidlertid - uden dramatik i øvrigt - af personlige årsager konkluderet, at tiden er inde til at prøve noget andet," udtaler Henning Dam i meddelelsen. Han har ikke ønsket at stille op til interview.

Muligt at finde afløser

I meddelelsen fremgår det, at Henning Dam vil afvikle sine arbejdsopgaver i de kommende måneder, mens hans opgaver vil blive fordelt blandt de øvrige direktionsmedlemmer i banken. Henning Dam har ansvaret for de decentrale områder i Danmark og Sydbanks enhed i Tyskland.

Hvis Sydbank vil jagte en ny bankdirektør, skal personen leve op til fit & proper-kravene, som er krav, Finanstilsynet har stillet til egnethed. Kravene har været omdiskuterede, og kritikere mener, at det er blevet svært at finde egnede folk til topstillingerne i sektoren som følge af kravene. Lars Krull mener dog, at det bør være muligt at finde en erstatning til Henning Dam, hvis det er det, Sydbank ønsker:

"Hvis de vil have en ny direktør, skal de jo finde en, der kan fit & proper-godkendes, og det kan man sagtens finde. Ligesom det i en bestyrelse handler om de samlede kompetencer, handler det også om de samlede kompetencer i en direktion, og hvis man kigger på de tre resterende medlemmer af direktionen, er der masser af bankerfaring og kompetencer," siger Lars Krull.

Direktionen består efter Henning Dams fratrædelse af adm. direktør Karen Frøsig, bankdirektør Bjarne Larsen og bankdirektør Jørn Adam Møller.

Kronprins

Henning Dam trådte til som bankdirektør i Sydbank i april 2020, og der har siden været gisninger om, at han var bankens kronprins og altså en oplagt efterfølger til Karen Frøsig. I forbindelse med ansættelsen af Henning Dam sagde bestyrelsesformand i Sydbank, Lars Mikkelgaard-Jensen,til Finanswatch, at den langsigtede ledelse af banken skulle sikres.

Det er dog muligt for Sydbank at finde en ny kronprins, siger Lars Krull:

"Når man har så stor en direktion, tror jeg ikke, man går ud og finder efterfølgeren direkte. Man går ud og supplerer sin direktion, og så er det klart, at hvis man er yngste i direktionen, kan det godt se ud som om, at man skal være efterfølger, indtil det viser sig om det er rigtigt eller forkert. Men sådan en kan de også godt finde. Jeg ser ikke noget panik i det her, men det er selvfølgelig træls, hvis de har planlagt noget andet," siger han med henvisning til spekulationerne om, at Henning Dam var Karen Frøsigs efterfølger.

Lars Mikkelgaard-Jensen har heller ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar på, om Henning Dams afgang kan give udfordringer, lyder det:

"Jeg kan ikke udtale mig om den aktuelle situation, men jeg kan sige, at vi i Sydbanks bestyrelse systematisk arbejder med at sikre en kvalificeret pipeline til de øverste ledelsesposter i banken, og at vi er trygge ved vores status på dette meget vigtige område."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis