Det er blevet markant dyrere for danskerne at opretholde samme levestandard som for et år siden, og det rammer bankernes kreditvilkår.
Det fremgår af Nationalbankens udlånsundersøgelse for 3. kvartal, hvor banken har spurgt kreditcheferne i de 16 største banker, om de forventer lempeligere eller strammere kreditvilkår.
Allerede i foråret, mellem april og juni, begyndte knap en tredjedel at stramme kreditvilkårerne for privatkunder. I tredje kvartal strammede 9 af de 16 banker, og de fleste banker venter at stramme i årets slut-kvartal.
Prisstigningerne på el, gas, brændstof og fødevarer kommer til at forplante sig til danskernes rådighedsbeløb, der også bliver ramt af kraftige rentestigninger, skriver Nationalbanken, der også kan melde om, at 9 af de 16 største banker også venter, at tabene på private begynder at vokse på vej mod nytår.
"Der er dog en udbredt opfattelse blandt bankerne, at der fortsat er god økonomi hos privatkunderne," skriver Nationalbanken, der peger på, at mere end halvdelen af bankerne ikke har øget nedskrivningerne i 2022.
Det forventes dog at ske i løbet af vinteren, "når den stigende boligbyrde vil føre til større nedskrivninger hen over vinteren," skriver Nationalbanken, der også påpeger, at udsigten til lavere boligpriser har medført, at enkelte banker overvejer at forkorte løbetiden på nye boliglån i banken for at få kunderne til at betale hurtigere tilbage, hvis formuen ikke er tilstrækkelig robust.
De stigende priser accelererede i september, og er nu oppe på 10 pct. om året, viser friske data fra Danmarks Statistik mandag morgen, hvor nye tal fra Boligsiden også viste, at boligpriserne har oplevet det største kvartalsvise fald i 10 år i juli til august.
Salgspriserne for villaer og rækkehuse faldet med 2,7 procent fra andet til tredje kvartal, imens prisfaldet for lejligheder lyder på 4,7 procent i samme periode.