Bankerne kommer til at tjene flere penge, når renterne stiger. Men skyerne truer mod øst, vurderer analytiker
Efter i årevis at have klaget sin nød over en hårdt presset forretningsmodel, er der udsigt til, at nogle af skyerne på himlen forsvinder for landets banker.
Kunderne er nemlig igen begyndt at låne flere penge og samtidig stiger renterne. Det betyder, at bankernes nettorenteindtægter formentlig kommer til at stige, lyder det fra flere eksperter, Børsen har talt med.
“Det er jo de lave renter, der har presset bankernes indtægter og dermed hele forretningsmodellen. Når renterne så stiger, er det selvfølgelig med til at pege den anden vej,” siger Anders Haulund Vollesen, der er aktieanalytiker i Jyske Bank.
Senest har Sydbank opjusteret forventningerne til årets resultat, ligesom Jyske Bank gjorde i sidste uge.
Anders Haulund Vollesen vurderer, at bankerne står et bedre sted nu end for fem år siden, fordi bankerne har skåret filialer og medarbejder væk, mens gebyrindtægterne er blevet mere stabile.
“Jeg synes godt, at man kan sige, at vi er på vej ind i mere gyldne tider for bankerne,” siger Anders Haulund Vollesen.
Ikke nødvendigvis
I Handelsbanken siger aktieanalytiker Thomas Eskildsen, at bankerne selvfølgelig vil få medvind af de stigende renter.
“Det vil kunne give en udvidelse af den samlede rentemarginal, og det har de brug for, selvom justeringerne af negative renter på indlån har haft en positiv effekt på marginalen især det seneste år,” siger Thomas Eskildsen til Børsen. Citat
Rentemarginalen er forskellen på, hvad bankerne tager i rente for at låne ud, og hvad man får for at have indlån i banken.
Siden august 2019 er danske bankkunder med opsparinger af en vis størrelse blevet opkrævet renter for have pengene stående på kontoen. Minusrenterne har været gentand for en ophedet debat, og bankerne har forklaret, at de blev nødt til at følge Nationalbankens indskudsrente, som stadig er negativ.
Thomas Eskildsen venter dog ikke, at eventuelle renteforhøjelser fra Nationalbanken nødvendigvis vil afspejles direkte i bankernes produkter.
“Jeg tror, bankerne vil benytte renteforhøjelser til at udvide marginalen på indlån. Så de vil ikke nødvendigvis hæve indlånsrenterne i samme niveau, som Nationalbanken vil gøre det,” siger Thomas Eskildsen.
I sidste uge sagde topchef i Arbejdernes Landsbank Gert Jonassen til Finanswatch, at det afhænger af konkurrenternes ageren om man vil hæve indlånsrenten
Milliardgevinst
På fredag kommer Danske Bank med regnskab for første kvartal i år.
Allerede ved et investorkald i marts forholdte Danske Bank sig dog til, at renterne var begyndt at stige. Her lød vurderingen, at alene ved en stigning på 0,25 procentpoint i både korte og lange renter, ville Danske Bank kunne bogføre en stigning i nettorenteindtægterne på 850 mio. kr.
Til sammenligning venter analytikere en stigning på 1 procentpoint i de ledende renter inden udgangen af 2023.
Alt andet lige kan bankerne se frem til at tjene flere penge.
“Hvis man har Danske Banks udmelding in mente, så står sektoren til en milliardgevinst, selvom man ikke kan overføre den en til en til resten af bankerne,” siger Nicholas Rohde til Børsen.
Alt er dog ikke fryd og gammen for udlånerne, vurderer Anders Haulund Vollesen.
“Selvom himlen er klaret mere op, trækker skyerne op mod øst,” siger han og henviser til krigen i Ukraine:
“Hvis inflationen forsætter op og en recession bider sig fast, kan det hurtigt komme til at se helt anderledes ud,” Anders Vollesen.