Har du kolde, lokale kontanter med hjem fra din ferierejse til de varme lande, kan det godt gå hen at blive svært at få dem vekslet til danske kroner igen.
Flere banker tager nemlig ikke længere mod udenlandsk valuta, selvom man godt kan købe f.eks. tyrkiske lira og amerikanske dollar i banken.
En af dem er Jyske Bank, hvor man dog stadig kan indsætte euro i særlige betalingsautomater. Det fortæller forretningsdirektør i Jyske Bank Privat, Hanne Birgitte Møller.
"Hvis man kommer hjem med overskydende valuta, er man lidt på den, for vi tager ikke imod andre valutaer end euro. Så må man enten gemme den overskydende valuta til næste gang, eller man kan få dem vekslet ved et vekselbureau. Der er rigtigt mange lufthavne, hvor man kan veksle," siger Hanne Birgitte Møller.
Hun fortæller, at man skal bestille udenlandsk valuta på Jyske Banks hjemmeside. Her opfordrer banken til at man køber så lidt udenlandsk valuta som muligt.
"Vi opfordrer også vores kunder til, at man får dem brugt i udlandet og så ellers bruger sit kort så meget som muligt."
Er det god service for en bank at sælge noget og så ikke ville tage det retur efterfølgende?
"Jeg synes, det er god service, når man samtidig gør opmærksom på det. Egentlig fraråder vi jo så meget som muligt kontanter og anbefaler kunderne at bruge deres kort."
LÆS OGSÅ: Forbrugerrådet: Problematisk at bankerne ikke veksler tilbage
For dyrt
Jyske Bank har gennem de senere år lukket kasserne i de 95 filialer. I løbet af foråret lukkede man så de sidste, og i den forbindelse lukkede man også helt ned for, at man kunne komme af med sin udenlandske valuta i banken.
"Vi har droslet ned på den del af det. Det var efterhånden så få transaktioner og så lille en mængde, der var i omsætning, at det var alt for dyrt for os at opretholde det," forklarer Hanne Birgitte Møller.
I Alm. Brand Bank tager man heller ikke imod udenlandsk valuta længere. Her har man i dag kun en enkelt filial i Brørup i Jylland, der har åbent to gange om ugen, hvor kunder kan aflevere anden valuta end euro. Det er heller ikke muligt at købe anden valuta end euro.
"Vi har valgt den serviceydelse fra i forbindelse med, at vi har lukket vores kasser i foråret. Det har vi haft mange overvejelser omkring, men vi har valgt den strategi, fordi vi kan se, at behovet er nedadgående," siger Line Østergaard, der er underdirektør i Alm. Brand Bank.
Ifølge Line Østergaard har det ikke været problematisk for kunderne.
LÆS OGSÅ: Slut med fremmede kontanter
"Selvfølgelig har vi haft kunder, der har henvendt sig, som har været vant til at kunne veksle. Men vi oplever, at de tager pænt imod det, og at mange i forvejen benytter sig af andre løsninger," siger hun.
Sydbank skriver på sin hjemmeside, at man tager imod udenlandsk valuta. Det kan dog kun lade sig gøre i de ti af bankens 62 filialer, der stadig har kasser. Hos Nordea er billedet det samme. Her kan man kun få vekslet anden valuta end euro i ni filialer i landet.
I Danmarks største bank, Danske Bank, er der stadig håb for at komme af med pengene fra ferien. "Det er muligt for vores kunder at få vekslet overskydende valuta i en af Danske Banks 48 afdelinger med kassefunktion," skriver banken i en mail til Børsen.
Danske Bank oplyser, at man som ikke-kunde kan veksle penge mod et gebyr på 80 kr.
Banker veksler gerne dine kroner til anden valuta, men smækker kassen i for at veksle rejsevaluta til danske kroner
24. jul. 2019 KL. 08.20
Gem til senere