Kong Vinter truer, og hvis hans væsen udmønter sig i en hård vinter, så kan forsyningssikkerheden i energisektoren komme i fare.
Derfor kom Folketinget med en bred aftale i går, der skal forberede Danmark på de konsekvenser, en kold vinter kan bringe med sig for energisektoren.
Børsen har rakt ud til Nordea, som ikke ønsker at udtale sig om, hvordan banken forholder sig til ordningen om statsgaranterede lån til elselskaberne på nuværende tidspunkt, mens Danske Bank fortæller til Børsen, at banken afventer at udtale sig, før den har set ordningen an de næste dage.
Aftalen indeholder en pulje på 100 mia. kr. til en statsgaranti på lån for de pressede energiselskaber, der kæmper en brav kamp som følge af den nuværende energikrise. Og det kan ende ud i situationer, hvor der er behov for at rejse store pengebeløb, så elselskaberne kan leve op til deres kontakter.
Statsgarantien vil fungere på den måde, at energiselskaberne garanteres lån på 80 pct. af staten, hvor bankerne påtager sig de sidste 20 pct.
Elselskaberne skal selv betale for at benytte ordningen. Denne pris sættes af bankerne og vil tage afsæt i risikoen samt de administrationsomkostninger, der følger.
Pressede elselskaber
Garantiordningen skal ifølge Erhvervsministeriet sikre likviditet til de pressede energiselskaber.
Likviditet er i øjeblikket livsvigtigt for elselskaberne, da de i deres kontrakter har fastlagte salgspriser, mens købsprisen for energi stadig stiger voldsomt. Det kan føre til en prisspiral, som kan have alvorlige konsekvenser for likviditeten i danske elselskaber.
I Finland, som også har givet mulighed for statsgaranterede lån til energiselskaber, beskriver økonomiministeren, at det i yderste konsekvens kan føre til et såkaldt “Lehmann-øjeblik”, der er en betegnelse fra finanskrisen, hvor den amerikanske bank Lehman Brothers krakkede og var med til at starte finanskrisen.
Derfor er erhvervsminister Simon Kollerup særligt glad for, at det er lykkedes at skabe en bred aftale, så de kan “holde hånden under det danske elmarked”.
“De danske elselskaber spiller en meget vigtig rolle i samfundet, fordi de sikrer vores elforsyning. Derfor er jeg glad for, at vi nu sammen med et flertal af Folketingets partier er blevet enige om at stille en milliardgaranti fra statens side, der giver ro for de vigtige aktører på elmarkedet,” hed det fra erhvervsministeren i en meddelelse torsdag.