Da Søren Lindgaard for godt tre år siden kom til i JN Data, var virksomheden udfordret. JN Data stod med seks påbud fra Finanstilsynet, der sågar havde bekymringer om IT-sikkerheden.
Hele miseren skyldtes, at JN Data - før han ankom - havde startet en omfattende udskiftning af IT-indmaden, og at bygningen af det nye IT var udfordret.
Som noget af det første efter sin tiltræden i slutningen af 2018 bad Søren Lindgaard om en kundeundersøgelse, så man på en standardiseret måde kunne se, hvordan man performede, blandt andet i en Net Promoter Score, der angiver kundernes tilfredshed.
”I 2018 var vi udfordret i forhold til kundetilfredshed. Vi scorede minus 59 på Net Promoter Score (NPS), og jeg har ikke kunnet finde et firma, der havde en lavere NPS i Danmark eller andre steder. Jeg var ikke klar over, at kunderne oplevede JN Data på den måde, så det var ikke superfedt at få det resultat,” fortæller Søren Lindgaard om starten i JN Data, der har 850 ansatte på hovedkontoret i Silkeborg, i Roskilde og Warzawa.
Kunder var låst
Ennova, der lavede undersøgelsen, beroligede ham med, at de kunder der bedømte JN Data, så hårdt, samtidigt var låst til JN Data, da de også var ejere af hans selskab.
Kunderne i JN Data er foruden Jyske Bank, Nykredit og Silkeborg Data, de tre bankcentraler, BEC, Bankdata og SDC og dermed alle landets banker, bortset fra storbankerne Danske Bank og Nordea. Kunderne svarer til 55 pct af landets private borgere og erhvervsliv.
Men problemerne stoppede ikke her.
JN Data havde modtaget en række påbud fra Finanstilsynet. De relaterede sig alle sammen til de IT-systemer som JN Data kom fra, og som stadig var i brug, og ikke det man arbejdede ihærdigt på at få op og stå.
”Problemet er når man ikke bliver færdig og rammes af alle mulige dårligdomme i det man er i, så bliver det svært,” siger Søren Lindgaard, der stadig mener at beslutningen om at skabe en ny infrastruktur var den rigtige vej at gå.
JN Data havde indkasseret seks påbud og 28 delpåbud, hvoraf nogle lå så langt tilbage som i 2013
”Dengang i 2013 lå fokus et andet sted, og derfor stod JN Data i 2018 i en svær situation med flere påbud og nogle af dem gamle,” siger Søren Lindgaard og fortsætter:
”Sikkerheden var ok, men når man inviterede venlige hackere i de planlagte Red Team test, så var der grundlæggende ting, som vi ikke var stærke nok på”
Desuden viste intern revision flere end 200 åbne revisionsobservationer. I JN Data skal de være et godt stykke under 100 og nok lavere end det. Ved udgangen af marts 2022 ligger antallet af åbne revisionsanbefalinger på 51.
Og det var værre endnu.
Tilliden til den øverste ledelse var på 61, ifølge målingen fra Ennova. De gode ligger på 78.
Han siger, at medarbejdertilfredsheden er ok nu, og ligger omkring 78.
”Som ny direktør begynder man med at lave en baseline for at vide, hvor godt eller dårligt er det skib jeg har sat mig i egentlig. Vi havde behov for at forbedre evnen til at håndtere vores interessenter, og summen var lav tillid til JN Data,” erkender Søren Lindgaard, der afviser at kritisere den tidligere ledelse, da de havde været på en rejse, der skulle ende op i noget der var bedre.
Køreplan fra bestyrelsen
Hans held var så, at der allerede var lagt en køreplan for, hvordan man skulle vende skuden i JN Data.
”Bestyrelsen havde sat fokus på, hvad vi skulle forbedre, og det er en gave for en nyansat direktør. Hvis ikke bestyrelsen havde været så klar i hvilken vej retningen var, så havde min opgave været virkeligt svær,” siger han om starten på vendingen i JN Data.
NPS er nu steget til minus 27 fra minus 59 i 2018, hvilket er den rigtige vej.
”Vi er gået fra at have Danmarksrekorden i laveste NPS til minus 27. Det er et sted hvor vi kan begynde at sammenligne os med andre infrastrukturselskaber,” siger han.
JN Data formåede i 2021, for første gang i flere år, at reducere omkostningerne med 165 mio. kr. eller 4 pct til godt 2 mia. kr. De lavere omkostningerne betyder lavere IT-udgifter for ejerne, blandt andet de tre EDB-centraler.
Indtil videre vurderer Finanstilsynet påbuddene vedrørende outsourcing, beredskabsplanlægning og adgangsstyring som efterlevet med enkelte forbehold og bemærkninger. Redegørelse for efterlevelse af de to sidste påbud er leveret til Finanstilsynet, og her afventer JN Data nu Finanstilsynets vurdering.
”Kundernes oplevelse er, at nu leverer vi faktisk det vi skal. Det betyder, at nu er der ikke ”lav tillid”, men ”tillid” til JN Data”, ” siger Søren Lindgaard.