Det er 19. oktober 1987, og Niels Burtenshaw Thuesen har første arbejdsdag som porteføljemanager i Bankinvest. Og skal man finde en dårlig dag at starte i kapitalforvaltningen, så er det netop denne dag, der sidenhen skulle blive kendt som Black Monday efter massive og meget pludselige kursfald.
Niels B. Thuesen kommer direkte fra cand.merc.-studiet på Aarhus Universitet og 14 dage forinden var han til jobsamtale.
“Jeg havde to dage til at blive trænet op til at få ansvaret for en portefølje på 1,8 mia. kr. i Bankinvest. Det var vanvittigt spændende, men i dag ville det være temmelig usædvanligt,” siger han.
Det skyldes også, at der dengang var en relativt umoden og ung kapitalforvaltningsbranche i Danmark.
“Der var ikke rigtigt nogle rollemodeller, hverken i Danmark, London eller New York. Der var nogle få dygtige forvaltere, man kunne lade sig inspirere af, men man skulle selv udvikle, hvordan teorien skulle bruges i praksis,” siger han.
Ti år i Formuepleje
Selvom Niels B. Thuesen startede på en af de rigtig slemme dage i finanssektorens historie, blev han ikke slået ud. Han blev efter to år investeringsdirektør, og i 1998 satte han sig for bordenden som adm. direktør, hvor han var indtil 2008 under finanskrisen. Her opstod der uenigheder om fremtidens Bankinvest.
“Nogle kunne lide min stil, andre kunne ikke, og set i bakspejlet var det en gave, at jeg fik lov at prøve noget andet,” siger han.
Niels B. Thuesen begyndte derfor at arbejde som konsulent og udvikle strategier til kapitalforvaltere samt hjælpe banker med kreditknuder til ejendomsselskaber. Det var sådan set en levedygtig virksomhed, men han savnede selv at træffe beslutninger og arbejde i et team. Derfor sprang han på, da han blev opfordret til at søge stillingen som adm. direktør i Formuepleje.
“Der er et tydeligt værdisæt, og vi tager vores egen medicin og investerer sammen med kunderne, og der var resultatafhængig honorar, så man har samme interesser. Det tiltalte mig meget,” siger han.
Undervejs er virksomheden vokset kraftigt, hvor kapitalen under forvaltning er seksdoblet fra 15 mia. kr. til ca. 100 mia. kr., mens antallet af medarbejdere er steget fra 20 til ca. 120 ansatte. Derudover er strukturen og administrationen ændret. Slutteligt er kapitalbasen sikret fremadrettet, fordi Lars Larsen Group har købt en stor aktiepost.
Et brev fra præsidenten
Niels B. Thuesens arbejdsliv har dog også bredt sig uden for den klassiske finansverden. Som en del af sit arbejde i Bankinvest fandt han nemlig værdien af at skaffe information fra andre kilder end de allermest gængse, og af omveje endte hans navn så på en liste hos Mocambiques daværende præsident Amando Guebuzas.
“En dag får jeg et brev hvor han spørger, om jeg vil være en del af hans advisory board, der skal hjælpe med at bekæmpe fattigdom. Selvfølgelig ville jeg gerne det,” siger han.
En af de umiddelbare diagnoser var, at politiske beslutninger vanskeliggjorde en velfungerende privat sektor, og netop en udvikling af den private sektor var nøglen til at bekæmpe landets ekstreme fattigdom. Det skulle vise sig at være ret væsentligt med samarbejder mellem privat virksomheder og de fattige bondefamilier, for der givet f.eks. lån til gødning og såsæd, og så blev afgrøderne købt til priserne fra verdensmarkedet. Det hjalp han med at sætte i system for en stor landbrugsfond, der i dag har påvirket mere end 500.000 familier.
“Det kunne være en gamechanger for en familie med to voksne og nogle børn, der var vant til at producere et ton mad til dem selv og et ton til mus og rotterne. Lige pludselig havde de ordentlig opbevaring, kunne producere mere og 500-2000 dollar om året. Så har man råd til at sende børn i skole, holde høns eller producere honning. Der er også en høj multiplikatoreffekt på resten af den lokale økonomi. Der er flere eksempler på, at det har faktisk transformeret en hel regions velstand, hvor levestandarden er hævet markant,” siger han.
Siden da blev han tilbudt lignende roller, men måtte prioritere energien på det almindelige arbejde i stedet. Niels B. Thuesen takkede dog ja til en rolle i mikrofinansieringsselskabet MyC4 og en plads i det halvoffentlige Danida. Nogle år forinden havde han i regi af Bankinvest etableret det første danske Offentlige Private Partnerskab en kapitalfond til at investere i Danida-udviklingslande.
“Populært kan man sige, at jeg trak i en retning, hvor der skulle uddeles fiskestænger i stedet for madpakker,” siger han.
Foranderlig branche
35 år med kapitalforvaltning har dog ikke været for meget for Niels B. Thuesen.
“Kapitalforvaltning- og private banking-verdenen er heldigvis foranderlig, og der kommer hele tiden nye muligheder og udfordringer. På det seneste har Ruslands invasion af Ukraine sat gang i flere nye megatrends, der giver en ny verdensorden de næste mange år frem,” siger han.
“Så længe der er udvikling, og jeg kan gøre en forskel, så synes jeg, det er skægt og motiverende, og der er stadig meget, der kan gøres i Formuepleje.”
Niels B. Thuesen fylder 60 år lørdag d. 20. august.