Arbejdernes Landsbank bliver ny trøjesponsor og "officiel partner" for A-landsholdet i herrefodbold frem til 2022.
Dermed fortsætter banken sin ambitiøse sponsorstrategi. Arbejdernes Landsbank er i forvejen sponsor for blandt andre Brøndby IF, FC Nordsjælland, AGF og Vejle Boldklub, samt kvindelandsholdet i fodbold.
Banken ønsker ikke at oplyse, hvad man betaler for at blive sponsor for det nationale fodboldlandshold, men branding- og kommunikationsdirektør Peter Froulund siger til Børsen Pro at det "garanteret er mindre end du tror."
Under ti mio. kr. for landsholdssponsorat
Ifølge Børsen Pros oplysninger har prisen på sponsoratet da også været betydeligt mindre, end hvad andre sponsorer hidtil har betalt for at komme på landsholdstøjen.
En kilde med et indgående kendskab til fodboldsponsorater vurderer, at Arbejdernes Landsbank har betalt mellem seks og otte mio. kr. for sponsoratet. Det er betydeligt mindre, end hvad andre sponsorer tidligere har hostet op med til DBU for at blive knyttet til fodboldlandsholdet.
Eksempelvis blev Danske Bank i oktober 2011 sponsor for A-landsholdet i en 4,5 årig aftale til 16 mio. kr. om året. Men aftalen blev allerede droppet af banken to år senere. Angiveligt dels fordi landsholdets indsats på grønsværen var "pivring", som bankens daværende marketingdirektør i 2017fortalteFinanswatch, men også fordi sponsoratet var for tungt at håndtere for banken.
Landsholdets mest trofaste økonomiske støtte er Carlsberg, der har været sponsor siden 1978. En aftale til 4,5 mio. kr. fra 2014 blev to år senere afløst af en ny aftale, somifølgeerhvervsmediet Finans koster 20 til 25 mio. kr. over fire år. Og det omfatter ikke engang at Carlsberg får sit navn på spillertrøjerne. Det droppede bryggeriet nemlig i 1992, fordi nogle lande var begyndt at forbyde sponsorreklamer for alkohol i forbindelse med sportsarrangementer.
En medvirkende årsag til, at prisen på bankens sponsorat er kommet kraftigt ned i pris, er ifølge Børsen Pros oplysninger, at Arbejdernes Landsbank er gået med til ikke at røre ved de eksisterende sponsoraftaler, som ud over Carlsberg omfatter Danske Spil og tøjproducenten Hummel.
Det betyder, at landsholdstrøjerne fremover vil reklamere for Arbejdernes Landsbank, Danske Spils "Oddset" og Hummel. Dermed kan prisen for det enkelte sponsorat reduceres.
Arbejdernes Landsbank: Vi har erfaringen
Hos Arbejdernes Landsbank er man ikke bekymret over Danske Banks dårlige erfaringer som landsholdssponsor mellem 2012 og 2014.
"Med al respekt for de dygtige folk i Danske Bank, så har vi rigtigt meget erfaring, og en langt bredere know-how, når det kommer til sportssponsorater. Da jeg kom til banken for 20 år siden var vi allerede sponsorer for landsholdet i volleyball, og siden er vi stille og roligt gået ind i stadigt mere populære og brede sportsgrene, så vi i dag har fire superliga-sponsorater," siger Peter Froulund til Børsen Pro.
Selv om han ikke vil kommentere den økonomiske side af aftalen så oplyser han, at det blot to ca. fire uger, fra Dansk Boldspil Union kontaktede Arbejdernes Landsbank, til der var en aftale på plads.
Aktivering af sponsorat helt afgørende
Men ud over selve prisen på sponsoratet kommer også de såkaldte "aktiveringsomkostninger", som er de penge banken skal bruge til at kæde sit navn sammen med landsholdet. Som tommelfingerregel er de omkostninger lige så store som selve sponsoratet. Og de aktiviteter er helt afgørende, forklarer Peter Froulund.
"Det er helt afgørende at kunne aktivere et sponsorat, i forhold til fans, kunder og vores mange andre interessenter," siger Peter Froulund, og fortsætter:
"Vi lægger vægt på at være en meget aktiv partner i vores sponsorater, og vi lægger ikke kun vægt på vores egne kunder og interessenter, men også at være aktiv i forhold til fan-initiativer, også når der ikke lige er kamp."
Landsholdssponsoratet er endnu så nyt, at Arbejdernes Landsbank endnu ikke har planlagt specifikt hvordan det nye sponsorat skal aktiveres. Men Peter Froulund nævner en række eksempler:
"Sammen med AGF og FC Nordsjælland har vi etableret fanzoner i forbindelse med kampene, hvor vi blandt andet opstiller boder, og har mulighed for at tale med fansene. Sammen med Brøndby IF har vi lavet en række mini-turneringer, hvor det er fans der spillede, og sammen med AGF havde vi tre vinterkampe om aftenen, hvor vi forærede 500 jakker til sæsonkortholdere, så de kunne holde sig varme," fortæller han.
Sponsorater skal drive nye forretninger
Men samtidig understreger Peter Froulund, at det også er en iskold forretning at være sponsor.
"Vi tænker meget over, hvordan vi bruger aktionærernes penge. Og vi stopper, hvis vi ikke får et ubytte ud af det," siger han.
Det udbytte handler i høj grad om at bruge sponsoraterne, og muligheden for at komme tæt på spillerne, til at få nye kunder.
"Vi oplever, at rigtigt mange både private- og erhvervskunder giver os en chance, hvis vi har mulighed for at invitere dem til en sportsbegivenhed. Vi bruger det også til at belønne gode kuner, men det er new-bizz som fylder klart mest for os," forklarer Peter Froulund.
Og så pointerer han, at sponsorstategien også flugter med Arbejdernes Landsbanks overordnede strategi, der i høj grad handler om ikke kun at satse på digitale tilbud til kunderne, men også holde fast i den fysiske kontakt.
"Vi lever selvfølgelig i en digital tidsalder, og derfor skal vi som bank også være digitalt relevatnte. Men vores holdning er, at det at møde andre mennesker, og skabe relationer, aldrig går af mode, og derfor stadig er relevant. Det er også derfor vi fortsat satser på at etablere nye filialer," siger Peter Froulund.
Og hvis målet er at skabe kontakt mellem banken og flest mulige danskere, så er der intet der opfylder det mål bedre end at blive knyttet sammen med fodboldlandsholdet, mener Peter Froulund.
"Der findes også andre sportsgrene, der har mange interessenter. Og du kan sige, at vi har øvet os på en række mindre sportsgrene som eksempelvis vollyball og ishockey. Men landsholdet har bare en så meget bedre opbakning i befolkningen, så for os er det et naturligt skridt at tage," siger han.
Ny spilleroverenskomst en grundforudsætning
Sponsoraftalen er kommet i hus efter der er blevet indgået en ny seks-årig overenskomst mellem DBU og Spillerforeningen, som kom efter en meget offentlig kontrovers om netop sponsorater mellem DBU og spillerne. Og som en bank, der fortsat er en fasttømret del af fagbevægelsen, var det afgørende, at der var kommet styr på overenskomsten mellem DBU som arbejdsgiver, og spillerne som arbejdstagere.
"En grundforudsætning for at vi overhovedet tog telefonen da DBU ringede, var at der var blevet indgået en seks-årig overenskomst, og at begge parter erkendte, at det hidtidige samarbejde ikke havde været optimalt, og har gjort meget for at forbedre det," siger Peter Froulund.
"Det er klart, at netop vi har en stor respekt for arbejdskampe, men derfor også klart, at det var en forudsætning der skulle falde på plads, før vi kunne komme ind i billedet," fortsætter branding- og kommunikationsdirektøren i Arbejdernes Landsbank.