ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Storinvestorer om russisk dilemma: Har taget alvorssnak med virksomheder

Claus Wiinblad, vicedirektør og chef for danske aktier i pensionskassen ATP viser forståelse for danske virksomheders udfordringer i Rusland Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Claus Wiinblad, vicedirektør og chef for danske aktier i pensionskassen ATP viser forståelse for danske virksomheders udfordringer i Rusland Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Krigen i Ukraine har fanget danske virksomheder med aktiviteter i Rusland i en ny verdensorden, som ikke var til at forudse, da de investerede i en russisk forretning eller samhandel med russiske virksomheder. Med Rusland på den sorte liste, opfordres virksomheder på stribe til at droppe samhandel med Rusland og til at trække aktiviteter i landet ud.

Dilemmaet vækker forståelse hos de største danske aktieinvestorer, der samtidig forventer, at de internationale sanktioner følges.

“Det er mit indtryk, efter den dialog vi har nået at have med flere danske virksomheder, at der er fuld opbakning til de internationale sanktioner. Det har vi selvsagt også en klar forventning om. Samtidig må vi også konstatere, at sanktionerne udvikler sig dag for dag, og vi har respekt for, at selskaberne har nogle helt akutte udfordringer at slås med”, siger Claus Wiinblad, vicedirektør og chef for danske aktier i ATP i en e-mail til Børsen.

Han understreger samtidigt, at ATP ikke har haft aktier eller erhvervsobligationer i russiske selskaber, men at der selvfølgelig er danske virksomheder i pensionskassens portefølje med aktiviteter i Rusland.

I PFA har man solgt ud af russiske aktier og statsobligationer, så de ikke længere er en del af pensionskassens portefølje på mere end 500 mia. kr.

“Men krigen i Ukraine er en komplet ny situation, hvor vi er i dialog med de virksomheder, som er mest eksponeret mod Rusland, for at forstå, hvordan de håndterer situationen og de risici, der er koblet til deres forretning,” siger Kasper A. Lorenzen, koncerninvesteringsdirektør i PFA, der ikke vil uddybe hvilke krav, pensionskassen vil stille i forhold til selskabernes engagement i Rusland.

ESG, hvor man kigger på selskabers ageren i forhold til samfundet, miljøet og god selskabsledelse, fylder meget hos de største investorer herhjemme. Virksomhederne skal opfylde en række krav for at kunne inkluderes i pensionskassernes portefølje, men det meldes endnu ikke, hvorvidt aktiviteter i Rusland diskvalificerer.

Tag stilling

“Som investor har vi en forventning om, at man i hver enkel virksomhed forholder sig til situationen i Ukraine og den eventuelle samhandel, man har med Rusland. Det indebærer, at virksomhedernes ledelser tager stilling til, om det er ansvarligt at fortsætte med at gøre forretning i Rusland. Hvis Rusland helt overordnet bliver underlagt embargo fra FN eller EU, tager vi naturligvis også bestik af det,” siger Michael Nellemann Pedersen, investeringsdirektør i pensionskassen PKA.

To virksomheder, der fortsætter med at sende varer til Rusland, er Novo Nordisk og Coloplast, der mener, at ansvaret over for de kroniske patienter vejer tungest, når det etiske regnestykke skal gøres op.

“Vores etiske forpligtelse er over for de patienter, som har brug for vores medicin for at overleve. Vi forventer ikke, at lægemidler bliver omfattet af sanktioner, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at mennesker med kroniske sygdomme i Rusland har adgang til livsvigtig medicin,” skriver medicinalkoncernen i en e-mail.

Samme holdning gør sig gældende i Coloplast, der henter 1-2 pct. af sin omsætning i Rusland.

“Hvis Coloplast stopper sin aktivitet i Rusland, vil det ramme helt almindelige oftest ældre mennesker, som har alvorlige lidelser, og det vurderer vi ikke er det rette skridt,” skriver Peter Mønster, pressechef i Coloplast i en e-mail.

De selskaber, som ikke længere transporterer varer til Rusland, har undtaget medicin og fødevarer, men yderligere stramninger i det finansielle system kan skabe problemer for de to virksomheder.

“Under de nuværende sanktioner og baseret på vores eksisterende bankforbindelser er Novo Nordisk fortsat i stand til at foretage transaktioner i den russiske rubel. Men det er en situation, der hurtigt kan ændre sig, og vi følger udviklingen tæt,” skriver Novo Nordisk. Samme melding kommer fra Coloplast.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis