Jyske Bank kommer ikke nødvendigvis til at følge trop med samme renteløft, hvis Nationalbanken endnu engang hæver renten, sådan som det blev gjort torsdag.
Sådan lyder det fra bankens ordførende direktør, Anders Dam, til mediet Finanswatch.
- Jeg kan ikke svare på, om vi kommer til at følge trop, hvis Nationalbanken laver endnu et renteløft. Det afhænger helt af konkurrencesituationen, og hvordan inflationen udvikler sig. Jo kraftigere inflationen udvikler sig, jo større behov bliver der også for, at vi ændrer på vores priser - altså udvider rentemarginalen, siger Anders Dam til Finanswatch.
Jyske Bank hævede torsdag sin indlånsrente med 50 basispoint gældende fra fredag, så bankens privatkunder fremover skal betale minus 0,20 pct. i rente mod tidligere minus 0,70 pct. i rente på indlån over 100.000 kr.
Det skete umiddelbart efter, at først Den Europæiske Centralbank, ECB, og derefter Nationalbanken løftede renten.
ECB lagde ud med overraskende at hæve den toneangivende rente i Europa med 50 basispoint, så den nu ikke længere er i minus, men ligger i et rundt nul. Det var det første renteløft fra ECB siden 2011 og den største forhøjelse siden 2000.
Nationalbanken fulgte efterfølgende i fodsporene og satte indlånsrenten, foliorenten, op med 50 basispoint til minus 0,10 pct. fra minus 0,60 pct. Den danske Nationalbank kopierer renteforhøjelserne af hensyn til fastkurspolitikken.