ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: Tilbage til arbejdsbordet, ATP

Pensionskassen ATP's direktør for alternative investeringer, Ulrik Dan Weuder, forventer flere grønne investeringer, men planerne imponerer ikke politikerne. PR-foto
Pensionskassen ATP's direktør for alternative investeringer, Ulrik Dan Weuder, forventer flere grønne investeringer, men planerne imponerer ikke politikerne. PR-foto

Undertegnede var i 2006 forfatter til en artikel i Børsen, der handlede om et "aggressivt miljøfremstød" fra medicinalkoncernen Novo Nordisk . Novo Nordisk ville sænke sin udledning af miljøskadelig CO2 med 10 pct. frem mod 2014, lød det opsigtsvækkende budskab på Børsens forside.

Kort tid efter talte jeg med en direktør i Aalborg Portland , en af Danmarks største udledere af CO2. Med let overbærende stemme fortalte direktøren, at Aalborg Portland i årevis havde haft den type miljømålsætninger, Novo Nordisk nu lancerede, og at CO2-udledningen allerede var blevet barberet ned i noget større mængder end det, der blev lagt op til i Bagsværd. Man havde bare ikke haft så travlt med at fortælle om det i medierne.

Tingene kom i perspektiv, og journalisten tænkte, at han nok skulle bruge lidt mere tid til research næste gang.

Ifølge brancheorganisationen DI har ni ud af ti danske virksomheder i dag indført bæredygtige tiltag. Men virksomheder og investorer skal nu i langt højere grad være klar til at få de flotte ord om miljøindsatsen trykprøvet.

Et eksempel på, at tingene har forandret sig, fik vi i sidste uge, da ATP ’s chef for alternative investeringer, Ulrik Dan Weuder , i Finans lancerede "nye skridt mod grønnere investeringer". Mens landets største pensionskasse i dag har 25 pct. af sine alternative investeringer placeret i grønne selskaber, så ville andelen være 50 pct. om ti år, oplyste Weuder, der vurderede, at "det går simpelthen så stærkt".

Næ, lød det fra flere politikere, som Finans også havde talt med om sagen. Det går slet ikke stærkt. Det går faktisk alt for langsomt i ATP, og hvis ikke pensionskassen selv kan finde ud af at komme op i miljøgear, så må der lovgivning til, lød det bl.a. fra De Radikales Ida Auken .

I samme boldgade oplevede isoleringskoncernen Rockwool for nylig, at der blev demonstreret mod koncernens nye fabrik i både USA og Danmark, selvom fabrikken overholdt alle miljøkrav. Rockwool har udnyttet særlig lempelige miljøkrav, og det er bare ikke godt nok, lød protesterne.

Og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) råbte efter eget udsagn meget højt og "med en masse bandeord", da Berlingske tidligere i år kunne afsløre, at landbruget siden 2015 har nedbragt kvælstofudledningen med 12 ton årligt i stedet for som lovet 1451 ton årligt.

Det netop overståede folketingsvalg illustrerede, at klima er etableret i toppen af befolkningens prioritetsliste. Og de mange overskrifter om virksomheders miljøtiltag vidner om, at erhvervslivet har erkendt, at hvis man vil være konkurrencedygtig, så skal man også være bæredygtig.

Meget tyder på, at virksomhederne også skal vænne sig til omgivelser, der er mere kritisk over for, om miljø-budskaberne er ambitiøse, oprigtigt ment og giver konkrete resultater.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis