Udsigten til stigende renter i både USA og Europa får prisen til at styrtdykke på de ultrapopulære lån med 30 års afdragsfrihed og 1 pct. i fast rente. Uanset om lånet er optaget i Realkredit Danmark, Jyske, Nordea eller Totalkredit så ligger kursen nu under 60, hvilket betyder, at boligejere kan skære omkring 40 pct. af gælden, hvis de konverterer til et lån med højere rente.
“Det er helt vildt, og det er voldsomme summer, som folk nu kan skære af deres gæld. Det er helt ekstraordinært. Vi har set rentestigninger før, men ikke i det tempo, vi ser nu,” siger Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit.
For 1 pct. lån med afdrag ligger kursen omkring 69-70 stykker, og der kan dermed skæres cirka 30 pct. af restgælden ved en konvertering. For lån både med og uden afdrag er der tale om et fald på omkring ti kurspoint siden starten af sommeren. Citat
Fredag fortsatte kurserne nedturen efter en repræsentant for den amerikanske centralbank klart signalerede, at man langt fra var færdig med at hæve renterne i USA.
“Taget vores helt ærligt skuffende fremskridt i forhold til at tøjle inflationen i betragtning, så forventer jeg, at vi vil være et godt stykke over 4,00 pct. ved udgangen af året,” lød det ifølge Bloomberg fra Patrick Harker, der repræsenterer centralbankens afdeling i Philadelphia. Talcitat
Stor risiko
Realkreditmarkedet er ramt af både stigende renter, der gør de lavtforrentede obligationer bag lånene mindre attraktive, og af en decideret investorflugt væk fra alt, der kan anses som risikabelt. Det har trykket kurserne på de fastforrentede lån med lav rente endnu længere ned, end man ellers kunne forvente.
I årets første kvartaler udgjorde lån med 30 års afdragsfrihed op mod en tredjedel af alle nyudlån, men nu hvor renten er steget markant, er salget af den før så populære lånetype næsten gået i stå. Men der er altså tusindvis af danskere, som lige nu har en historisk mulighed for at skære en stor luns af deres boliggæld.
Men konverteringen til et lån med højere rente kommer også med en markant risiko. For det kan kun betale sig, hvis man på et senere tidspunkt igen kan konvertere ned i et lån med lavere rente, forklarer Palle Sørensen, og det er enormt svært at forudsige, hvornår – og i det hele taget om – renten skal langt nedad igen.
“Verden er ekstremt usikker, og der er ingen garanti for, at vi får 2019-20 tilbage. Og det virker også usandsynligt, at vi skal ned og have fastforrentede lån til en halv eller én procent igen. Det er ikke noget, der kommer tilbage,” siger han.
Lange udsigter
I Nykredits renteprognose forventer banken, at man hen mod slutningen af 2023 vil se de tiårige statsrenter være faldet fra det nuværende niveau på 2,91 pct. til lige under 2 pct., og det vil også smitte af på boligrenterne. Men man skal nok regne med, at der vil gå mere end et år, før det reelt kan betale sig at konvertere lånet ned igen, forklarer cheføkonomen.
“På boligrenterne kan vi måske se et fald på et helt procentpoint, men er det nok til at konvertere ned igen? Det kan man diskutere, så man skal nok på den anden side af vores prognose, før det giver mening, så det er da klart en risiko, man løber,” siger Palle Sørensen.