Referatet fra det seneste Federal Reserve møde i december pegede mod, at det måske snart er på tide at droppe den lempelige pengepolitik for at holde hånden under verdens aktivmarkeder. I den forbindelse indikerede den amerikanske centralbank, at den måske vil hæve renten, tidligere end ventet, for blandt andet at stoppe en galopperende inflation i USA.
Sådanne meldinger er absolut ikke noget som rentefølsomme kryptovalutaer, som Bitcoin, Ethereum eller Solana har godt af, ligesom alverdens tech-aktier også har taget et stort dyk siden meldingerne.
Bitcoin, der er verdens mest kendte kryptovaluta, er faldet 7 pct. til 42.739 dollar og var en overgang handlet på sit laveste niveau i en måned, ifølge Coin Metrics data, skriver mediet CNBC.
Ethereum falder 12 pct. til 3.335 dollar, mens Solana også faldt 12 pct. og det til 146,80 dollar for en enhed.
Vækstaktier, som teknologi-aktier, har det med at blive ramt hårdt, når renterne stiger, da investorerne søger over mod rentebaserede produkter, som obligationer og dermed suger noget af luften ud af tech-markedet. Denne stemning er filtreret igennem til kryptovaluta, der i langt højere grad end teknologi, bliver anset som usikkert.
"Overordnet mener jeg, at de globale markeder har vist svaghedstegn i lyset af, at Federal Reserve kan stramme renten. Vi så de amerikanske markeder falde i går (onsdag, red) og derefter har alle andre risikoklasser, inklusive krypto, også været faldende, fortæller Vijay Ayyar, der er vice præsident for udvikling på kryptobørsen, Luno.