ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Moody's: Landbobanken langt mere kreditværdig end Danske Bank

John Fisker, Landbobankens syvende direktør i løbet af bankens 136-årige historie, har netop fremlagt halvårsregnskab. Arkivfoto: Astrid Dalum
John Fisker, Landbobankens syvende direktør i løbet af bankens 136-årige historie, har netop fremlagt halvårsregnskab. Arkivfoto: Astrid Dalum

Kreditvurderingsgiganten Moody's har set Ringkjøbing Landbobank efter i sømmene, og er kommet frem til, at banken er så solid og veldrevet, at den fortjener at blive set som endnu mere kreditværdig.

Derfor har Moody's besluttet at løfte den vigtigste af flere kreditkarakterer, den såkaldte Long-Term Issuer Rating, til Aa3 fra A1. Aa3 er Moody's fjerdehøjeste karakter, tre trin under den kendte Aaa-karakter.

Dermed har Moody's placeret Landbobanken hele tre karakterer bedre end DaskeBank, der må nøjes med karakteren A3.

Faktisk er Landbobanken nu den mest solide af de danske banker, som Moody's kreditvurderer, et trin foran Spar Nord og Sydbank, og på niveau med storbankerne Nordea og SEB. I Norden er kun Handelsbanken og norske DNB vurderet som mere solide.

En bedre kreditkarakter fra Moody's betyder typisk, at det bliver billigere for banker at udstede gæld, fordi tabsrisikoen er lavere. Men det er ikke den eneste fordel, vurderer Landbobankens adm. direktør.

Har stor betydning

"Inger er ingen tvivl om, at det vil hjælpe til at give en mere attraktiv prissætning på vores forskellige kapitalinstrumenter," siger Landbobankens John Fisker, og fortsætter:

"Men det har i høj grad også en forretningsmæssig betydning for os, for nu kan vores kunder, og herunder vores mest velhavende kunder, se, at vi er en solid bank, som man roligt kan betro sine penge."

Landbobanken har de senere år satset hårdt på velhaversegmentet, hvor kunderne i forbindelse med ændringer i deres formueforhold nogle gange kan have meget store beløb stående som indlån.

En solid bank i Ringkøbing

Og Moody's adresserer da også ret direkte netop bankens solide kunder.

"En solid finansieringsprofil, der reflekterer rigelige indlån og en lav afhængighed af markedsfinansiering," fremhæves af Moody's som en af grundene til den højere kreditkarakter,der også skyldes en "meget stærk kapitalisering," en "stærk overskudsgrad på 2,07 pct. af aktiverne i 2021 og 2,43 pct. i de første tre måneder af 2022, og en stærk driftseffektivitet".

Moody's fremhæver også Landbobankens "yderligere fokus på private banking gennem opkøb og partnerskaber,som fører til en yderligere diversificering af indtægtskilderne." Omvendt påpeger Moody's også, at derer "moderate risici fra en udlånsbog som i nogen grad er koncentreret i forhold til geografi, erhvervssektorer og enkelte låntagere".

Moody's valgte i september sidste år at hæve Landbobankens kreditkarakter for indlån til Aa3, men den seneste forhøjelse er sværere at opnå, fordi den gælder for bankens gældsinsturmenter, der altid er mere risikable end indlånene.

Mange års fremgang

Under finanskrisen blev Landbobankens vigtigste kreditkarakter i 2012 sænket til Baa1, men fra 2015 er kreditkarakteren steget med fire trin.

Landbobanken kunne 14. april i år fejre sin 136 års fødselsdag,, men ekspanderede først i 1995 for alvor uden for lokalområdet, med en filial i Hernning, knap 50 km. fra Ringkøbing.

Som en af de få banker i Danmark holdt Landbobanken sig stort set væk fra fusioner og opkøb, frem til 2018, hvor banken slugte Nordjyske Bank, der også havde Spar Nord og Jyske Bank som bejlere.

"Omegnsbanken"

Som et kuriosum kan nævnes, at Landbobanken af nogle er blevet sammenlignet med "Omegnsbanken" fra tv-serien Matador, fordi Landbobanken blev stiftet i 1886 som protest mod, at den stokkonservative Ringkjøbing Bank ikke ville låne penge til de lokale bønder, men kun til Ringkøbings bedsteborgere, på samme måde som Korsbæk Bank.

Modsætningsforholdet var så stærkt, at en planlagt fusion mellem Landbobanken og Ringkjøbing Bank i 1984 måtte opgives, og i 2008 måtte Ringkjøbing Bank lade sig opsluge af Vestjysk Bank, fordi finanskrisen ramte kunder, der havde spekuleret for lånte penge.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis