Næsten otte måneder efter Thomas Borgens opsigelse har Danske Banks bestyrelse fundet sin næste topchef: Hollandske Chris Vogelzang
Det er et i Danmark helt ukendt navn, som Danske Bank har præsenteret som sin kommende topchef.
56-årige Chris Vogelzang er manden, der skal få styr på Danske Bank, som efter Berlingskes afsløringer af hvidvask i Estland er kommet i en dyb krise.
Fredag blev Vogelzang præsenteret internt og eksternt som bankens adm. direktør fra 1. juni, og sammen med Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, mødte han journalister til korte og nøje koreograferede interviews.
Budskabet var helt entydigt: Vogelzangs opgave er at genoprette tilliden til banken.
Hollandsk ordsprog
I flere interviews lagde den nye Danske Bank chef derfor ud med et velkendt hollandsk ordsprog: "Vertrouwen komt te voet en vertrekt te paard." Direkte oversat betyder det: "Tillid ankommer til fods, men forsvinder til hest."
"Udfordringen og det store tema er tillid. Jeg er ikke naiv, men jeg er optimist. Jeg kommer udefra og har talt med bestyrelsen og en række andre og mener godt, at vi kan komme tilbage, for grundlæggende er Danske Bank en god bank," fastslår bankens nye førstemand, der sidder i det traditionsrige chefkontor, som ikke kun har tilhørt Thomas Borgen og Peter Straarup, men også Emil Glückstadt, der førte banken ud i et sammenbrud i begyndelsen af 1920'erne.
Danske Banks situation er alvorlig, men slet ikke på niveau med hverken finanskrisen eller sammenbruddet for knap 100 år siden.
Ganske vist er aktiekursen mere end halveret, og det seneste regnskab skuffende. Men der er i dag ret godt styr på den grundlæggende bankforretning.
Haltende tillid
Men tilliden. Den halter.
"Vores nye CEO får en central rolle i at genskabe tilliden til banken. Vi skal nå til et punkt, hvor vi ikke skal diskutere, hvorvidt der er tillid til banken. Det tager nok flere år på grund af de nuværende sager, men kunderne skal opleve en god bank, som de har fuld tillid til," siger bestyrelsesformand Karsten Dybvad, der i december blev indsat af A.P. Møller-familien, som lige siden slutningen af 1920'erne har haft det store ord at have sagt i Danske Bank.
På flere måder står Danske Bank nu i samme situation, som en anden ikonisk dansk virksomhed Carlsberg stod i tilbage i sommeren 2015. Dengang var Carlsbergs omdømme på et lavpunkt.
Tilliden fra investorerne var forsvundet efter en massiv nedtur i Rusland, der dengang var bryggeriets største marked.
Men efter Carlsberg-bestyrelsen hentede hollandske Cees 't Hart som ny topchef i juni 2015, er Carlsberg ifølge analysefirmaet Reputation Institute nu blandt de 100 virksomheder i verden med det bedste omdømme, og stærke regnskaber har sendt aktiekursen på rekordniveauer.
Hollandsk ros
Om Chris Vogelzang kan gøre sin hollandske topchefkollega kunststykket efter, er endnu for tidligt at sige.
Men han får i hvert fald ikke det samme for det.
Hvor Cees 't Hart sidste år fik en lønpakke på 52,5 mio. kr., så modtager Vogelzang det samme som Thomas Borgen, ca. 15 mio. kr.
Men han får pæne ord med på vejen fra Carlsberg-chefen:
"Han var en del af holdet, der genopbyggede ABN Amro. Han er kendt som en meget stærk konceptuel tænker, en dygtig kommunikator, og han er oprigtigt interesseret i mennesker," lyder skudsmålet fra Cees t' Hart.
Formand ikke bekymret
Formand Karsten Dybvad er ikke bekymret for, at den nye topchef ikke kan dansk.
"Vores forretningssprog er engelsk, og vi har mange nationaliteter både i banken og i ledelsen, så på den måde er det ikke en stor ændring."
"Men vi er en dansk bank, og selvfølgelig har det en betydning, at relationerne til andre danske stakeholders skal foregå på engelsk. Men han vil i hvert fald gerne kunne forstå dansk," fortsætter bestyrelsesformanden, der også signalerer, han selv fortsat får en stor opgave.
"Vi har en næsten ny bestyrelse og en ny direktør, så jeg vil nok være fuldt beskæftiget i hvert fald det næste år. Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det ikke er en del af den danske governance-model at have en arbejdende bestyrelsesformand," siger Dybvad.