ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank-boss forsvarer negative renter: “Vi tilpasser os jo Nationalbanken”

Danske Banks topchef Carsten Egeriis bliver interviewet af Berlingskes nyhedschef på årets Folkemøde på Bornholm. Foto: Walther Bølge
Danske Banks topchef Carsten Egeriis bliver interviewet af Berlingskes nyhedschef på årets Folkemøde på Bornholm. Foto: Walther Bølge

Skjorten var åben, brillerne var fjernet og hænderne strakt frem i en velkommende gestus. Det eneste, der afslørede Carsten Egeriis som bankdirektør, da han var mødt op til årets folkemøde på Bornholm, var det skinnende sølvgrå Audemars Piguet armbåndsur på hans håndled.

I en menneskefyldt baggård blev han udspurgt i 45 minutter og sat til skue for at forsvare alt fra Danske Banks møgsager til sin egen rolle i at genrejse den omdiskuterede bank.

Det var dog særligt spørgsmålet om, hvornår Danske Bank sløjfer de negative renter på indlån, der vakte interesse fra publikum og fra Berlingskes nyhedschef, der stod for interviewet.

“Vi så jo også gerne, at vi fik et mere normaliseret renteniveau. Vi tilpasser os jo Nationalbanken, og jeg tænker da, at det ikke er usandsynligt, at man ser nogle renteændringer i Danmark baseret på det, vi også ser i resten af verden,” sagde Carsten Egeriis.

Herhjemme er det indtil videre kun investeringsplatformen Saxo Bank, der har vinket farvel til de negative indlånsrenter for privatkunder. Det skete mandag i denne uge.

Adspurgt hvorvidt Danske Bank-chefen kunne give sine kunder et pejlemærke for, hvornår det mon er slut med de negative renter – var det inden efterårsferien eller juleferien? – svarede Egeriis:

“Det kan jeg desværre ikke. Det er kun Lars Rohde (direktøren for Nationalbanken,red.), der kan fortælle, hvornår renterne ændrer sig.”

Da intervieweren blev ved med at spørge på nye måder for at få mere konkrete svar, måtte Carsten Egeriis til sidst forsvare sig med, at negative renter samlet set ikke er en god forretning.

“Nu er det jo rigtig vigtigt at huske på, at hvis du kigger på vores kunder og deres indlån, så er det jo to tredjedele af dem, der ikke betaler negative renter. Som bank sidder vi i dag og har en underskudsforretning, om jeg så må sige, så vi vil også rigtig gerne have positive renter,” sagde han tørt.

Allerede for en måned siden stod det klart, at bankernes argument for negative indlånsrenter er ved at forsvinde. Det viste beregninger, som bankernes interesseorganisation Finans Danmark tidligere har brugt til at retfærdiggøre de negative indlånsrenter.

Historiske sager

Den 45-årige Carsten Egeriis, der også er formand for Finans Danmark, har nu været topchef i Danske Bank i 14 måneder, og han er den femte af slagsen inden for de sidste fire år.

I 2019 kom tidligere topchef Chris Vogelzang til Folkemødet med ordene “I’ll fix it all”. Nu er også han fortid, mens Carsten Egeriis har overtaget rollen og gør det klart for bankens ansatte, dens kunder og hele Danmarks befolkning, at han gør sit bedste for at få banken på rette kurs – efter en årrække med skandalesager, eller som Carsten Egeriis insisterer på at kalde dem: “Historiske sager”.

“Nu skal vi sammen gøre det bedre, og jeg tror, at alle har en forståelse for, at det her er historiske sager. Der er sgu ikke noget galt med kulturen og vores dygtige medarbejdere i banken, tværtimod. De går på arbejde hver dag for at gøre deres bedste for vores kunder, og så er der jo sket nogle ting i forhold til nogle ledelsesmæssige beslutninger og nogle områder, hvor vi skulle have investeret og gjort ting anderledes. Men i sidste ende håber jeg, at der er en forståelse af, at vi er i gang med at få ryddet op,” lød det.

Carsten Egeriis har tidligere fortalt, at banken døjer med et forsvindende antal privatkunder, der formentlig skyldes omdømmet efter skandalerne.

Adspurgt om topchefen kunne garantere mere stabilitet i banken, lød svaret:

“Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.”

Om folket blev overbevist, vil tiden vise.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis