Mifid2 reglerne introducerede pr. 1 juli 2017 et delvist provisionsforbud på investeringsområdet.

EU-reglerne havde til formål at beskytte private investorer og fremme konkurrencen indenfor kapitalforvaltning. Blandt andet blev der indført regulering af de betalinger, som bankerne modtager direkte fra kunderne, og indirekte via de såkaldte formidlingsprovisioner fra investeringsforeninger.

Kort fortalt blev formidlingsprovision bandlyst for investeringsforeninger, der indgik i bankernes pleje-aftale med kunder, mens fortsat provisionsbetaling for andre midler blev gjort betinget af, at banken leverede såkaldt "kvalitetsforbedrende services".

Plejeaftalerne og formidlingsprovision vender jeg tilbage til en anden gang. Fokus er denne gang på frie midler og pensionsmidler, som investeres i investeringsforeninger, der betaler formidlingsprovision til den bank, der har beviserne i depot.

Finanstilsynets fortolkning

I december 2015 udgiver Finanstilsynet en rapport fra arbejdsgruppen om honorarmodeller, som danner grundlag for den danske implementering af Mifid2 i 2016. I februar 2017 udsender Finanstilsynet en orientering om, hvordan man fortolker de nye regler.

Endelig i 2019 hører vi senest fra Finanstilsynet i form af en temaundersøgelse om kvalitetsforbedrende services, hvor Finanstilsynet for første gang adresserer, hvad, den finder, er kvalitetsforbedrende services, og hvad der ikke er.

Konklusionen er, at kun services, der er relevante, og som skaber en merværdi for kunden, vil kunne anses for kvalitetsforbedrende.

Mere specifikt skriver Finanstilsynet, at services som kunder er berettiget til, uanset om de investerer i provisionsbærende fonde eller ej, ikke vil kunne anses for at være kvalitetsforbedrende services.

Specifikt nævnes adgang til nyhedsbreve, adgang til mobil/netbank, adgang til kundens almindelige bankrådgiver, samt adgang til offentligt tilgængeligt materiale fra instituttets hjemmeside.

Om proportionalitet skriver Finanstilsynet, at en kundesegmentering, hvor alle kunder, der betaler f.eks. mellem 3.501 og 30.000 kr. årligt, får adgang til samme service, ikke overholder proportionalitetskravet på kundeniveau.

Kundeklage afvises af ankenævn

Enpengeinstitutankenævnsagafvises 31. marts 2020 med begrundelsen, at det er tale om en tilsynssag. I sagen oplyser det indklagede pengeinstitut at kunden er placeret i gruppe B (investerede midler imellem 2,7 mio. kr. og 16 mio. kr. og formidlingsprovision imellem 8.000 og 47.999 kr.). Kunden havde i 2018 betalt 24.407 kr i formidlingsprovision baseret på en samlet portefølje med en værdi på godt 25 mio. kr.

Den indklagede bank afviste klagen i juni 2019 med begrundelsen ”at bankens håndtering af kravene til kvalitetsforbedrende tiltag levede op gældende lovgivning”.

Det uanset at proportionalitetskravet åbenlyst ikke var overholdt på kundeniveau, og de kvalitetsforbedrende services primært bestod af publikationer.

I ankenævnsbehandlingen oplyser det indklagede pengeinstitut, at ”finanssektorens brancheforening er i dialog med Finanstilsynet om forståelse af temarapporten”.

Det vil sige, at pengeinstitutterne ikke er enige med Finanstilsynet.

Hvad endte ankenævnet med at konkludere? Sagen falder udenfor ankenævnets kompetence da ”det fremgår af § 17 i Bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v., at Finanstilsynet påser overholdelsen af bekendtgørelsen”.

Finanstilsynet: Ikke vores bord

Hvad svarer Finanstilsynet, da klagen derefter meget naturligt ender på deres bord:

”Det er blandt andet Finanstilsynets opgave at føre tilsyn med at finansielle virksomheder opfylder kravene i den finansielle lovgivning. Finanstilsynet har ikke kompetence til at træffe afgørelser i konkrete tvister mellem en finansiel virksomhed og dets kunder, hvilket Finanstilsynet vurderer er tilfældet her.”

Har Finanstilsynet foretaget sig yderligere efter deres 2019 tema-undersøgelse? Tilsyneladende intet – i hvert fald ikke noget offentligheden har fået indblik i.

Har bankerne foretaget sig noget? Ja bestemt. Bankerne indført et loft over, hvor meget formidlingsprovision man kan modtage for den enkelte kunde, f.eks. Danske Bank 160.000 kr, Spar Nord 60.000 kr. hvis man investerer uden rådgivning, mens grænsen er 95.000 kr., hvis man investerer på baggrund af Spar Nords rådgivning.

Nordnet har et absolut loft på 40.000 kr, men deler formidlingsprovisionen med kunden allerede efter de første 800 kr. Herudover har f.eks. det indklagede pengeinstitut øget sin kundesegmentering fra 4 til 7 grupper.

Hvad er kvalitetsforbedrende?

For den aktuelle kunde er det oprindelige tilbud om diverse publikationer, samt deltagelse i webinarer om investering, alene blevet ændret på et punkt. For alle kunder – også dem der betaler nul i formidlingsprovision - er der blevet tilføjet et tilbud om løbende rådgivning.

Er en pris på op til 50.000 kr. årligt (det nuværende loft for den kundesegmentering den aktuelle kunde ville være i i dag) en fair pris for disse publikationer, plus muligheden for at deltage i et halvårligt webinar og overholder dette tilbud Finanstilsynet definition af værdiforbedrende services?

Det finansielle ankenævn kan ikke hjælpe. Finanstilsynet vil tilsyneladende ikke, da det ”ikke har kompetence til at træffe afgørelser i konkrete tvister mellem en finansiel virksomhed og dets kunder.”

Hvor efterlader det den enkelte kunde? At anlægge en retssag imod pengeinstituttet. Det var da vist ikke det, der var ideen da Det finansielle ankenævn blev oprettet.

Hvad var den politiske idé med Mifid2 på investeringsforeninger? Er disse målsætninger blevet opfyldt eller har man slet og ret glemt investeringskunderne og specielt de investeringskunder, der kan selv?