ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk milliardfond dumper Tesla-aktier

Elbilproducenten Tesla er på eksklusionslisten hos flere danske pensionsselskaber. Nu har også AL Invest solgt ud af Tesla-aktier. Arkivfoto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Elbilproducenten Tesla er på eksklusionslisten hos flere danske pensionsselskaber. Nu har også AL Invest solgt ud af Tesla-aktier. Arkivfoto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

En dansk investeringsfond i regi af Arbejdernes Landsbank har solgt samtlige aktier i den amerikanske elbilproducent Tesla. Det bekræfter Arbejdernes Landsbank overfor Børsen.

Ved udgangen af 2021 var Tesla ellers den femtestørste investering i fonden AL Invest Udenlandske Aktier Etisk, der forvalter en formue senest opgjort til 2,2 mia. kr.

Ifølge branding- og kommunikationsdirektør Peter Froulund fra Arbejdernes Landsbank skyldes frasalget et muligt brud på medarbejdernes rettigheder hos Tesla med topchef Elon Musk i spidsen.

“Da afdelingen er Svanemærket, har vi en opgave med at fortolke Svanekriterierne omkring brud eller mistanke om brud på FN’s globale principper, herunder arbejdstagerrettighederne,” skriver Peter Froulund.

Direktøren forklarer, at aktierne blev solgt 1. juni i år efter en advarsel fra dataleverandøren Sustainalytics om et muligt brud på arbejdstagerrettigheder.

“Dette alene var årsagen til, at aktien blev solgt ud,” lyder det fra Peter Froulund.

Sortlistet i Sampension

AL Invest, der bl.a. henvender sig til formuende fagforeninger, er ikke ene om at have solgt aktier i Tesla fra pga. selskabets sociale forhold.

I juni 2020 kom Tesla således på eksklusionslisten hos pensionsselskabet Sampension. Baggrunden for eksklusionen skal findes ien afgørelse fra det amerikanske National Labor Relations Board fra september 2019. Her lød det, at Tesla blandede sig i medarbejdernes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt.

“Sampension havde i forlængelse heraf en dialog med Tesla uden noget resultat, og som konsekvens blev selskabet ekskluderet,” skriver Jacob Ehlerth Jørgensen, Sampension chef for esg, der står forenvironment,socialoggovernance.

“Det er vores vurdering, at Teslas adfærd er i strid med en række internationale konventioner og retningslinjer,” skriver han og henviser til bl.a. en konvention fra ILO, som er FNs faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål.

Konventionen beskytter retten for medarbejdere til at organisere sig.

Danica ser udfordringer

Også pensionsselskaberne Pensam og Lærernes Pension har ekskluderet Tesla med manglende arbejdstagerrettigheder som begrundelse. Så sent som i august har Danica Pension, en del af Danske Bank-koncernen, luftet kritik af forholdene hos Tesla.

“Flere elektriske biler på vejene er afgørende for den grønne omstilling, men det er også vigtigt, at bilerne produceres med respekt for medarbejdernes rettigheder. Det mener vi, at den amerikanske tech- og elbilfabrikant Tesla har udfordringer med at leve op til,”lød det fra Danica Pension, der dog fortsat ejer aktier i selskabet.

Akademikere er inde

Det gør også andre pensionsselskaber. Ifølge data fra pensionsmaskinen.dk gælder det bl.a. PFA, Velliv og Akademikerpension. Sidstnævnte ejer aktier i Tesla til en værdi af 35 mio. kr.

“Vi er opmærksomme på, at Tesla har udfordringer omkring arbejdstagerrettigheder,” lyder det i en kommentar fra direktør Jens Munch Holst, som peger på, at netop arbejdstagerrettigheder er en udfordring hos flere store amerikanske selskaber, herunder Uber, Amazon og Apple.

“For nuværende forbliver vi investeret i Tesla, da selskabets bidrag til at komme ud af klimakrisen er stort, og fordi vi som aktionærer kan være med til at presse ledelsen til at ændre holdning og adfærd, når det kommer til arbejdstagerrettigheder – et fokusområde som vi i Akademikerpension tager særdeles seriøst,” siger Jens Munch Holst.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tesla.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis