Nationalbanken har grundet coronavirusset og nedlukningen af samfundet valgt at udsætte leveringen af de nye 500-kronesedler.Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.
De nye sedler er trykt i Frankrig og skulle have været leveret omkring nu, men da både det danske og franske samfund er mere eller mindre lukket ned, har man udskudt leveringen til senere i år.
"Indtil leveringen senere på året kan man derfor bl.a. opleve, at nogle kontantautomater vil udbetale i andre seddelstørrelser end 500 kroner," skriver Nationalbanken.
Designet og farverne på sedlerne vil være nogenlunde som oprindeligt planlagt, men Nationalbanken har "benyttet lejligheden" til at tilføje flere sikkerhedselementer, der gør det sværere at forfalske sedlerne, lyder det. Øvrige sedler vil de kommende år også komme i opgraderede udgaver-
"Nationalbanken vil udsende mere detaljeret information om ændringerne på sedlerne, umiddelbart før de nye sedler sendes i omløb," skriver banken.
Det er franske Oberthur Fiduciaire SAS, der står for at leverer de danske pengesedler. De vandt retten til at trykke de danske sedler i begyndelsen af 2018 efter jobbet havde været i udbud. Kontrakten løber fire år med mulighed for at forlænge med yderligere to år.