ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Politiet tiltaler yderligere to for hvidvask af 29 mia. kr. gennem Danske Bank

Danske Banks estiske filial blev i 2019 lukket af myndighederne efter hvidvaskskandalen. Arkivfoto: Peti Kollanyi/Bloomberg
Danske Banks estiske filial blev i 2019 lukket af myndighederne efter hvidvaskskandalen. Arkivfoto: Peti Kollanyi/Bloomberg

Sagen om den påståede hvidvask gennem Danske Banks estiske filial får nu strafferetlige konsekvenser for en dansk-russisk kvinde og en litauisk mand.

De er netop blevet tiltalt for at have hvidvasket 29,5 mia. kr. gennem 40 kommanditselskaber med konti i Danske Bank, fremgår det af anklageskriftet, som Børsen har fået aktindsigt i.

Kvinden, der er beskyttet af et navneforbud, blev sidste år udleveret fra Storbritannien og har siddet varetægtsfængslet i Danmark siden. Hun nægter sig ligesom den litauiske mand skyldig.

Foruden de to har en tredje person, en dansk-litauisk kvinde været tiltalt i sagen. Hun tilstod for nylig at have forsøgt at hvidvaske de 29 mia. kr. i perioden fra 2008 til 2016. Hun blev idømt fire år og en måneds fængsel og afsonede i forvejen en fængselsdom for hvidvask for 140 mio. kr.

Kvinden er tiltalt for at have været involveret i to såkaldte firmafabrikanter, der lever af at oprette firmaer og indsætte købedirektører i dem. Og manden er tiltalt for at have muliggjort den påståede hvidvask ved at lade sig indsætte som stråmandsdirektør i 38 af de 40 kommanditselskaber.

Henrik Stagetorn, der er forsvarer for den litauiske håndværker, siger, at manden fortsat nægter sig skyldig.

“Påstanden er stadig frifindelse, og vi ser selvfølgelig frem til at få sagen afgjort,” siger han.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Det forhold, at den tredje person i sagen i slutningen af juni erkendte sig skyldig i forsøg på hvidvask af de mange milliarder kroner, ændrer ifølge ham ikke noget for den litauiske håndværker.

“Det ændrer ikke ved vores tilgang til sagen,” siger han.

Ifølge specialanklager ved National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) Rasmus Maar Hansen vil det dog kunne bruges i sagen mod de to yderligere tiltalte, at den tredje i sagen har erkendt sig skyldig. Det sagde han, da kvinden 23. juni erkendte sig skyldig.

“Hun har jo erkendt, at der er foregået forsøg på hvidvask i tidsperioden og for beløbet og forklaret, hvordan det foregik, og hvem der var med. Så det øger alt andet lige sandsynligheden for, at vi også kommer frem til et tilfredsstillende resultat der,” sagde Rasmus Maar Hansen med henvisning til de to påståede medskyldige, der netop er blevet tiltalt.

Grundet ferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra de to anklagere på sagen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra forsvareren for den tiltalte dansk-russiske kvinde, der sidder varetægtsfængslet i Jyderup.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis