ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forsikringsrebel rejser mio til europæisk offensiv

Jeppe Klausen er stifter og topchef i forsikringstech'en, Penni. Foto - Simon Fals
Jeppe Klausen er stifter og topchef i forsikringstech'en, Penni. Foto - Simon Fals Foto - Simon Fals

Mens fintech-industrien for alvor satte skub i udviklingen for 6-8 år siden med skabelsen af bl.a. unicorns som Pleo og Tradeshift, ser de digitale rebeller inden for forsikring så småt ud til at røre på sig.

Det potentiale så Jeppe Klausen, da han stiftede forsikringstech-selskabet (insurtech, red) Penni for tre år siden, og nu rejser han et stort to-cifret millionbeløb for at udnytte potentialet.

White label produkt

Penni.io har udviklet et white-label produkt, hvor forsikringsselskaberne kan indlejre deres forsikringstilbud direkte hos deres partnere, hvilket kaldes ‘embedded insurance’. Det vil sige, at når forbrugeren for eksempel sidder og køber en cykel online, så får vedkommende et direkte tilbud om at tilkøbe en forsikring med ved kassen.

"Det bringer forsikringsselskabernes produkter ud til slut-kunderne, der hvor de er, i den situation hvor de er mest åbne overfor at købe en forsikring”, uddyber Jeppe Klausen.

Anklagen mod forsikringsbranchen har i mange år været, at de har et produkt der er dødsygt og uinteressant for slutkunderne, men branchen omsætter alligevel tre-cifrede milliardbeløb på europæisk plan.

”De har ikke udviklet sig på at sælge forsikringer,” fortæller Jeppe Klausen, der er erfaren iværksætter, samt topchef i Penni.

Forbrugeradfærden ændrer sig i øjeblikket i takt med den udbredte digitalisering, da vi køber alle mulige ting online. Derfor er de etablerede i branchen nødt til at genopfinde sig selv.

”Det er der, at døren åbner sig i øjeblikket,” siger Jeppe Klausen om de etablerede forsikringsspillere, som han mener har sovet i timen.

Tryg er partner

Penni.io har samarbejdsaftaler med danske Tryg, franske Axa og italienske Generali, og tilbyder at sælge deres produkter digitalt. De tre forsikringsselskaber har tusindvis af partnerskaber med forskellige producenter..

"Men de har ikke digitaliseret deres partnerskaber. Store forsikringsselskaber som eks. AXA og Generali har stadig sælgere der ringer ud, hvilket er en mere analog form for salg sammenlignet med andre brancher,” beretter Jeppe Klausen.

De næste par år vil Penni.io gå efter at bygge forretning i Frankrig, Spanien, Tyskland og Benelux.

Samtidigt ligger der i forretningsmodellen også en anden fordel, som man også ser i tilfældet med Apple Pay. Apple Pay håndterer folks betalinger via deres wallet, der er Iphonen. Men pengene skifter hænder mellem banker, så det er dem der er reguleret, og ikke Apple Pay.

”Vi er i en reguleret industri. Men fordi vi sælger teknologi ind til forsikringsselskaber er vi ikke reguleret som sådan,” siger Jeppe Klausen.

Masser af penge

Jeppe Klausen har allerede rejst 30 mio. kr. til at bygge den nuværende organisation på 50 mand, som er i rivende udvikling, siger han. I øjeblikket lander der 50-80 mio. kr. mere i en tredje runde, hvor Seed Capital geninvesterer, sammen med nogle store ventureinvestorer fra Tyskland og Sverige.

”Jeg skal have investeret meget i min salgsorganisation og have den internationaliseret,” siger Jeppe Klausen om brugen af pengene.

Værdimæssigt var Penni 150 mio. kr. værd efter seneste finansieringsrunde og efter denne runde kan værdien sagtens være 300-400 mio. kr., siger han.

Matematikken i industrien tilsiger en tredobling af værdien hvert år Så om tre år kan man kalde sig unicorn (værdi over 1 mia. dollar), hvis udviklingen fortsætter med samme fart.

Han regner med fortsat at investere markant ind i virksomheden

”Jo mere vi investerer nu, desto større del af markedet kan vi tage,,” slutter Jeppe Klausen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis