Danske topchefer giver ofte udtryk for frustration over det, der foregår på Christiansborg.
Hvorfor fylder erhvervslivets vilkår så lidt i den politiske samtale?
Hvorfor taler politikerne så lidt om, hvordan vi skaber værdi, og hvordan vi gør vores land rigere?
Topcheferne kan overveje at læse det brev, som Jamie Dimon, topchef for den amerikanske bank JP Morgan Chase, netop har sendt til bankens aktionærer. Jamie Dimon udsender et aktionærbrev hvert år, og det refereres og diskuteres mange steder, også på sociale medier.
Jamie Dimon skriver om mange temaer.
Han skriver om Rusland, om amerikansk lederskab, om geopolitik, om Kina, om forsyningssikkerhed i Europa og meget mere.
Efter at have gjort sig mange samfundspolitiske overvejelser skriver Jamie Dimon om bankerne og deres bidrag til samfundet, for eksempel under coronakrisen, og først derefter skriver han for og imod bankernes vilkår.
Han skriver, at bankerne fylder mindre i samfundets økonomi, og om den stramme politiske regulering og om presset fra små og store teknologivirksomheder.
Jamie Dimon skriver rigtig meget om ny teknologi. Han skriver, at den store detailhandelskæde, Walmart, der har 200 mio. kunder i deres butikker om ugen, udnytter ny teknologi til at tilbyde bankløsninger til deres kunder. Derfor, skriver Jamie Dimon, investerer JP Morgan Chase voldsomt i ny teknologi, og han gennemgår det. Han skriver også om cybersikkerhed, diversitet og om at tiltrække talent.
Det 44 sider lange brev er værd at læse. Det er subjektivt, naturligvis, en slags debatindlæg, hvor Jamie Dimon ser verden igennem den særlige prisme, som tilgodeser hans og hans aktionærers kommercielle interesser, men det er mere end det.
Det er en tekst, der sætter bankens forretningsmodel ind i en samfundsmæssig sammenhæng. Brevet forklarer, hvad banken bidrager med til vores fællesskab og til vores velfærd.
Sådanne breve er et kendt fænomen i USA og Storbritannien. Den kendte investor Warren Buffett gør det, lederen af pengetanken Blackrock Larry Fink gør det, og tilbage i januar gjorde lederen af investeringsselskabet Fundsmith, Terry Smith, det (han roste i øvrigt Novo Nordisk i sit brev).
Stifteren af Amazon, Jeff Bezos, har gjort det i mange år, og hans breve er udgivet som en bog.
Hvorfor gør danske topchefer ikke noget tilsvarende?
Vi har historisk haft en arbejdsdeling i dansk erhvervsliv, hvor virksomhederne lod deres lobbyister i Dansk Industri, Dansk Erhverv, Finansdanmark, Landbrug & Fødevarer m.fl. tale om politik, mens virksomhederne passede deres forretning i tavshed.
Men vi lever i en tid, hvor virksomheder fortæller os, at de har et samfundsnyttigt formål, og at de har en ambition om at bidrage med mere end at tjene penge.
I har valgt at træde fra den kommercielle verden og ind i den politiske verden. I har forpligtet jeres virksomheder på et samfundspolitisk engagement, og I vil få lydhørhed, hvis I tager konsekvensen og tager et større ansvar i den politiske samtale.