Birgitte Bonnesen, der i en årerække var topchef i den svenske storbank Swedbank, tog af egen drift kontakt til den britisk-amerikanske forretningsmand Bill Browder i 2018, skriverFinanswatchpå baggrund af en artikel i det svenske medieRealtid.
Henvendelsen skete ifølge Bill Browder i 2018 i kølvandet på Danske Banks hvidvasksag. Her spillede Browder en hovedrolle, da han anmeldte Danske Bank til politiet for hvidvask.
Browders selskab fik angiveligt stjålet store milliardbeløb i 2007, da man ville betale skat i Rusland. De stjålne penge blev senere ført igennem Danske Banks estiske filial.
Ifølge Browder skrev en af Birgitte Bonnesens medarbejdere en mail til Browder, at Bonnesen gerne ville mødes med Browder i London.
Ifølge det svenske medie Realtid mødte hun op sammen med Cecilia Hernqvist, tidligere compliance-ansvarlig i Swedbank.
"Bonnesen spurgte, om det var sådan, at vi tilfældigvis undersøgte Swedbank. Men det gjorde vi ikke dengang. Det sagde jeg, vi tager en bank ad gangen og har ikke haft tid til Swedbank. Men du skal nok være den næste i rækken," siger Browder til mediet.
Ifølge Browder forklarede Bonnesen, at man ingen problemer havde med hvidvask i Swedbank.
"Hvis vi startede en undersøgelse - og hvis vi formodentlig fandt noget - ville hun have, at vi først skulle vise dem, hvad vi havde fundet. Jeg svarede, at det har vi ikke tid til. Du bør lave din egen undersøgelse og rapportere til myndighederne, hvis du finder noget. For finder vi noget, melder vi til myndighederne," siger Browder.
Bonnesen måtte stoppe i Swedbank i 2019 på grund af hvidvasksagen, der ligesom Danske Banks også foregik i Estland. Også Cecilia Hernqvist stoppede i 2019.
Realtid har henvendt sig ti Birgitte Bonnesens pressemand for en kommentar.