Da jeg i begyndelsen af 1990erne for første gang skulle prøve at læse og forstå et forsikringsregnskab, var en af de ting, der slog mig, at den linje i regnskabet der hed "skat" var lidt sær.

Normalt er det den beregnede selskabsskat. Men i forsikringsregnskaberne bestod den af blandt andet realrenteafgift (i dag PAL skat) og bidrag til f.eks. Finanstilsynet, mens selskabsskatten typisk var nul.

Konklusionen var åbenlys: Forsikringsselskaberne medregnede en række uvedkommende poster – måske for at skjule, at de ikke blev pålignet selskabsskat før 2004, og reelt først begyndte at betale selskabsskat betydeligt senere, fordi der var store fremførte skattemæssige underskud.

Kundernes skatter

Lad os spole frem til nutiden – en pressemeddelelse og en kommentar fra 2022. Den 2. februar udsendte brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P) en pressemeddelelse med overskriften:"Pensionsbranchen slår rekord med 50 mia. kroner til statskassen"

Fakta: Kunderne i pensionsbranchen betalte 50 mia. kr. i PAL skat, fordi de i 2021 havde et ekstraordinært højt afkast. Pensions- og forsikringsselskaberne, og deres ejere, betaler ikke noget.

Har pensionsselskaberne skabt det høje afkast eller har markederne skabt det? I øvrigt: Hvorfor har bankernes organisation, Finans Danmark, ikke pyntet bankerne med lignende lånte fjer, og annonceret hvor meget deres kunder har betalt i PAL skat for 2021. Nå nej – den historie ville nok være at smøre lige tykt nok på.

Men hos Forsikring og Pension er det ikke en enlig svale, at påstå, at branchen dækker omkostninger, der direkte betales af kunderne.

Den 15. marts i år var vicedirektør i Forsikring & Pension Thomas Brenø i medietFinanswatchkritisk over for Finanstilsynet, fordi endnu et tab truede den offentlige garantifond der skal beskytte kunder, hvis deres forsikringsselskab går ned.

"Vi i branchen og ude i selskaberne meget vrede over det. Det betyder, at danske forsikringsselskaber og i sidste ende de danske forsikringskunder hænger på udgifterne til en konkurs i et udenlandsk nicheselskab, som Finanstilsynet øjensynligt ikke har haft helt styr på," sagde han.

Hvem betaler?

Brenø "glemmer" åbenbart, at garantifonden finansieres direkte af kunderne, i form af et separat gebyr på kundernes præmieopkrævning, der af Finanstilsynet for tiden er fastsat til40 kr. pr. police.

Det er penge, der via forsikringsselskaberne går direkte til garantifonden. Så at påstå, at det er forsikringsselskaberne der betaler til garantifonden, og kun "i sidste ende" kunderne, er lige så præcist som at påstå, at Dansk Supermarked bidrager til samfundsøkonomien ved at opkræve moms på madvarer. Og det bør Forsikring & Pension vide alt om, da de administrerer garantifonden.

På grund af konkurser i blandt andre Gefion, Qudos og Alpha havde garantifonden en egenkapital på minus 1,3 mia. kr., hvilket skal sammenlignes med, at forsikringskunderne sidste år indbetalte 324 mio. kr. til fonden.

Men heller ikke den negative egenkapital hænger forsikringsselskaberne på. Garantifonden har nemlig fået en kassekredit i Danske Bank på to mia. kr., og den hæfter statskassen for.

Der er faktisk overhovedet ikke lovhjemmel til, at garantifonden kan opkræve ekstraordinære bidrag fra forsikringsselskaberne. Ud over, at der skal betales et engangsbidrag på 100.000 kr. når et forsikringsselskab melder sig ind i garantifonden.

En undtagelse

Det er dog ikke kun Forsikring & Pension der mener, at det er selskaberne der betaler for at holde kunder fri af effekterne af, at deres forsikringsselskab går ned.

I samme Finanswatch-artikel citeres koncerndirektør Thomas Gottschalck fra Gjensidige:

”Vi har som de andre selskaber betalt vores andel af, hvad festen har kostet, enten i forbindelse med Alpha eller nu senest med Gefion, der kører via DFIM. Det er helt uacceptabelt. Det er helt fint, hvis disse aktører tager risiko på egne vegne og taber deres egne aktionærers kapital, men der skal ikke være mekanismer, der gør, at vi som branche skal underwrite useriøse aktører i markedet. Det gør, at det bliver dyrere for samfundet, forbrugerne og virksomheder i Danmark”.

Lige netop DFIM er undtagelsen, der bekræfter reglen: DFIM står for det grønne kort, og håndterer udenlandske krav imod danske forsikringsselskabers ansvarsforsikringer af motorkøretøjer – noget Gefion var aktive i. Det er derfor at selskaberne har udgifter til Gefion kollapset i 1. kvartal 2022, f.eks. 50 mio. kr. for Tryg, 25 mio. for Topdanmark og 20 mio. kr. for Alm Brand.

Banker dækker selv

Hos bankerne er situationen en anden. Her er det faktisk bankerne, der solidarisk hæfter for en fælles garantifond, der blandt andet sikrer, at alle bankkunder har indlån for op til 750.000 kr. beskyttet, hvis en bank går ned. Bidrag til garantifonden opkræves direkte hos, og betales af, bankerne, og er således direkte en del af bankernes omkostninger.

Det er også derfor, at ingen bankkunde nogensinde har fået oplyst, at der er blevet opkrævet en andel af bankens bidrag til garantiformuen.

Men forsikringsselskaberne har først formået at få deres garantibidrag opkrævet direkte hos den enkelte kunde, og vælger derefter at gå på barrikaderne og påstå, at det er selskaberne der skal holde for, og først "i sidste ende" kunderne.

Forsikring & Pension bør vide, at det er faktuelt forkert når de påstår, at PAL-skat betales af pensionssektoren, eller at tab i garantifonden for skadeforsikring dækkes ind af forsikringselskaberne. Ambitionen med mine kommentarer er blandt andet at sætte fokus på sådanne forhold.

F&P bruger de 50 mia. kr. i betalt PAL-afgift som argument imod det såkaldte samfundsbidrag. Uanset hvad man synes om det såkaldte samfundsbidrag, er det dog næppe et validt argument imod, at sektorens kunder har betalt en høj PAL-afgift i et år hvor markerne har været positive. Jeg er spændt på hvad FP skriver i februar 2023 om PAL-skatten, set i lyset af den stærkt negative udvikling på finansmarkederne i år.