Selvom både den europæiske centralbank, ECB, og Nationalbanken torsdag hævede de ledende renter markant, tøver flere store danske banker med at følge trop.
Ganske vist har både Danske Bank og Nordea gjort klar til at hæve indlånsrenterne som følge af renteforhøjelsen fra Nationalbanken. Men banker som Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord har endnu ikke sluppet taget i de negative renter for privatkunder.
”Vi tager bestik af renteforhøjelsen og vurderer over de kommende dage betydningen af den i forhold til bankens eksisterende rentesatser. På nuværende tidspunkt er vi ikke klar til at melde noget ud,” skriver Neel E. Rosenberg, kommunikationschef i Spar Nord.
Herunder kan du finde Børsens overblik over, hvilke banker der har afskaffet negative renter, og hvilke banker der endnu holder fast i dem.