Når chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, træder frem på verdensscenen torsdag, vil markedet veje hvert et ord på en guldvægt: For hvordan vil centralbanken tæmme den skyhøje inflation?
“Rent faktuelt kan det blive et kedeligt møde torsdag, men rent markedsmæssigt kan det blive en meget volatil dag,” siger Piet Haines Christiansen, chefanalytiker i Danske Bank.
Det kan blive kedeligt, fordi meget er givet på forhånd, mener Danske Bank: ECB vil vinke farvel til sit opkøbsprogram. Samtidig vil centralbanken med al sandsynlighed bekræfte, at negative renter er fortid ved udgangen af tredje kvartal, og at den første renteforhøjelse i over ti år dermed er på trapperne. Det er i hvert fald det, som de fleste forventer. Få tror, at ECB kan finde på at hæve indskudsbevisrenten torsdag.
“Det interessante er, hvordan Lagarde omtaler resten af året. Det er det, som kommer til at påvirke markedet torsdag,” fortsætter chefanalytikeren. Piet Haines Christiansen opstiller en række scenarier for, hvordan renterne potentielt vil reagere – alt efter hvad centralbankchefen siger. Det er små nuancer og ordvalget, som kan tippe markedet i den ene eller den anden retning.
Stort rentehop
Der er et høgeagtigt scenarie, som lægger kimen til en stramning af pengepolitikken. Der er et dueagtigt scenarie, som lægger kimen til en mere lempelig pengepolitik. Derudover arbejder Piet Haines Christiansen med et hovedscenarie, som er det mest sandsynlige.
Hvis vi tager det høgeagtige scenarie først: Her vil Christine Lagarde italesætte, at økonomien er resistent, og at der ikke er nogen risiko for en recession. Hun vil samtidig betone, at arbejdsmarkedet er stramt, og at lønvæksten vil tage fart i Europa inden længe.
“I det scenarie tror jeg sagtens, at den tiårige tyske statsrente kan stige 0,15 procentpoint torsdag,” siger Piet Haines Christiansen.
Stort rentedyk
I det dueagtige scenarie vil Lagarde sige, at økonomien har det fint nu og hen over sommeren, men at økonomien vil få det sværere senere på året, og at risikobilledet peger mere ned end op.
ECB-chefen vil samtidig understrege, at der ikke er det store potentiale for vækst i slutningen af året. Dertil vil Lagarde understrege, at inflationen vil aftage, fordi købekraften udhules.
“I sådan et scenarie kan jeg godt se den tiårige tyske statsrente falde 0,1 procentpoint på dagen,” siger Piet Haines Christiansen.
Det dueagtige og høgeagtige scenarie er dog ikke Danske Banks hovedscenarie for rentemødet torsdag.
Lille rentehop
Hovedscenariet er ifølge Danske Bank, at Lagarde tegner omridset af et fornuftigt økonomisk miljø, hvor inflationen er høj på den korte bane, men senere på året vil aftage en smule.
Væksten vil også blive lidt svagere senere på året, mens inflationsforventningerne stille og roligt vil aftage. Hun vil samtidig sige, at der er en lille risiko for en recession senere på året.
Selv de største banker på Wall Street aner ikke, hvor økonomien er på vej hen
“I det scenarie tror jeg, at de lange tyske renter vil stige 0,05 procentpoint,” fortsætter Piet Haines Christiansen.
Danske Banks chefanalytiker fremhæver, at man også kunne opstille et mere ekstremt scenarie, hvor Lagarde kalder inflationen for alarmerende. I det tilfælde vil renten flytte sig mere end 0,15 procentpoint.
Overraskelse
Helt centralt bliver det også at holde øje med, hvordan ECB-chefen italesætter muligheden for en eventuel renteforhøjelse på 0,5 procentpoint senere på året – et rentehop markedet i stigende grad anser som en realistisk mulighed senere på året.
“Den høgeagtige overraskelse vil være, hvis Lagarde begynder at flirte med tanken om at hæve renten med 0,5 procentpoint. Hun vil blive spurgt ind til det, og jeg tror ikke, at hun vil udelukke den mulighed,” siger chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm og fortsætter: “Men jeg tror snarere, at meldingerne torsdag vil afmontere idéen om en renteforhøjelse i den størrelsesorden.”