Selv om Nationalbankens indlånsrente står til at stige, kan det vare længe, før danskerne får glæde af det. Bankerne skal nemlig indhente et økonomisk efterslæb, mener Finans Danmark.
Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.
Finanstilsynet vurderer nemlig, at bankerne ikke kommer til at sløjfe den negative rente på indlån, selv om Nationalbankens renter stiger.
- Jeg forventer, at der vil ske en forskydning, når eller hvis Nationalbanken hæver indskudsrenten, så renten på danskernes indlånskonti ikke vil gå op i samme tempo, siger Jesper Berg, der er administrerende direktør hos Finanstilsynet, til Jyllands-Posten.
Den Europæiske Centralbank (ECB) ventes at løfte sin styringsrente inden for de kommende måneder, og her ventes Nationalbanken at følge trop.
Spar Nord mere optimistiske
Spar Nord er mere optimistiske på privatkundernes vegne, og topchef Lasse Nyby tror også at både ECB og Nationalbanken vil hæve renten i den kommende tid.
”Så er det vel realistisk at tro, at man er ude af nulrentemiljøet i løbet af første halvår 2023,” forudså direktøren i Spar Nord i et interview på bagsiden af det seneste kvartalsregnskab den 5. maj.
En stigning for hans privatkunder fra det nuværende minus op mod nul kan også gå tjept.
”I takt med at Nationalbanken hæver renten på indskudsbeviser, så vil det negative renter stille og roligt forsvinde. Om det lige sker en til en må tiden vise, men jeg tror faktisk det kommer til at ske relativt hurtigt,” fortsatte Lasse Nyby.
Efterslæb
Ved finanskrisens endeligt faldt renterne betydeligt, og i 2012 blev satsen negativ. Det har ifølge bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, ført til tab på mellem 0,75 pct. og 1 pct. på indlån fra kunderne. Bankerne har derfor ikke tjent mærkbart på lånetypen, hvilket har skabt et efterslæb.
- Det er klart, at vi endnu ikke har en normalsituation. Som tallene for 2021 slår fast, har der ikke været et positivt dækningsbidrag på indlån. Og det er vel at mærke, før vi tager højde for bankernes omkostninger til administration, siger Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark, til Jyllands-Posten Erhverv.
Før finanskrisen tjente bankerne mellem 0,5-1,0 pct. på kundernes indlån, lyder det videre fra Finans Danmark.