Danmarks udlandsformue steg med 176 mia. kr. i andet kvartal 2019 og har dermed nået et nyt højdepunkt på 1616 mia. kr.
Det viser en ny opgørelse fra Nationalbanken.
Dermed udgør udlandsformuen nu 73 pct. af Danmarks bnp, hvor den i 2018 udgjorde 63 pct., viser tidligere tal fra Nationalbanken. Stigningen skyldes overskud på betalingsbalancen og kursreguleringer.
Især danske virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg og Novo Nordisk har de senere år opbygget stor formue i udlandet gennem direkte investeringer, mens danskerne også har store porteføljeinvesteringer i form af aktier og obligationer placeret i udlandet.
Sidst Danmark havde udlandsgæld var i 2009. Siden er udlandsformuen steget støt og slog rekord i både 2018 og første kvartal 2019.