ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Topchef i Maj Invest trækker sig fra Warnøes venturefond midt i oprydning

Efter måneders intern uro trækker et af de mest prominente navne sig nu fra venturefonden Nordic Eye, der er ejet af de to serieinvestorer Lars Tvede og Peter Warnøe.

Det er en af de tungeste drenge i den danske finansverden, topchef og medejer af milliardforvalteren Maj Invest, Jeppe Christiansen, der har valgt at forlade Nordic Eye.

Det sker få måneder efter, at Børsen har afsløret, hvordan Peter Warnøe ifølge sin revisor har brudt loven i årevis og lånt mindst 20 mio. kr. ulovligt fra flere af sine selskaber.

Ifølge Jeppe Christiansen selv er det et for stort arbejdspres, som har fået ham til at trække stikket i Nordic Eye.

Han er stadig investor i venturefonden, men vil ikke længere være en del af Nordic Eyes investor board, hvor han har siddet siden april 2018.

"Jeg har besluttet mig for at udtræde af investor boardet, fordi jeg har en utroligt travl kalender og faktisk også rigtig meget arbejdspres. Jeg har simpelthen bare for travlt," siger Jeppe Christiansen.

Hvorvidt har sagen med Peter Warnøe haft indflydelse på din beslutning om at forlade Nordic Eye?

"Jeg har ikke flere kommentarer," siger han.

"Et kæmpe scoop"

Det er kun halvandet år siden, at Jeppe Christiansen var blandt en lang række velhavere, der skød omkring 150 mio. kr. ind i venturefonden.

Maj Invest-topchefen kom med millioner fra sin private pengetank, og dengang lagde Peter Warnøe ikke skjul på, at det var "et kæmpe scoop."

"Prøv og hør, det er det bedste navn, du kan finde i Danmark. Han sidder i Novo Nordisks bestyrelse, han sidder i Kirkbi (Legos pengetank, red.). Han er altså en stor profil," sagde Peter Warnøe til Børsen i april sidste år.

Så det er en, der kan være med til at åbne døre hos pensionskasserne?

"Det kan du roligt sige, det er et kæmpe scoop for os," lød det dengang.

Nordic Eye, der offentligt har luftet et mål om at rejse 1 mia. kr. i kapital og hente store pensionskasser ind som investorer, har de seneste måneder haft travlt med at rydde op efter sagen om Peter Warnøes ulovlige aktionærlån.

Intern undersøgelse uafklaret

Som Børsen tidligere har skrevet har venturefonden sat gang i en intern undersøgelse af en lang række bilag og transaktioner, der skal afdækker, om alt er foregået efter reglerne.

Undersøgelsen, der ifølge Børsens oplysninger ikke bygger på en konkret mistanke, blev sat i gang, efter at Peter Warnøe i september erkendte, at han var klar over, at han havde brudt loven.

"Jeg synes jo ikke, at det er sjovt at bryde loven, men det har været en måde at overleve på og komme videre. Du kan godt kalde det desperation, hvis det er det rigtige ord," sagde Peter Warnøe dengang til Børsen.

Erhvervsmanden har siden været på orlov fra sit job som direktør i venturefonden, og det er endnu uvist, om han fortsætter i selskabet samt hvad status er på Nordic Eyes egen undersøgelse.

Selv oplyste han på sin Facebook-profil torsdag, at han har tilbagebetalt alle pengene, som han har lånt, og at han har fået en bødestraf for at have taget de ulovlige lån.

Med Jeppe Christiansens afgang i Nordic Eye består venturefondens investor board udover Lars Tvede af den tidligere mangeårige topchef i Danske Capital, Niels-Ulrik Mousten, forhenværende TDC-boss og nuværende SAS-formand Carsten Dilling og Hans-Henrik Klovborg, der forvalter boet efter den afdøde milliardær Michael Henriksen.

Hverken Carsten Dilling eller Niels-Ulrik Mousten har ønsket at kommentere Jeppe Christiansens beslutning.

Børsen har uden held forsøgt at få en kommentar fra Peter Warnøe og formand Hans-Henrik Klovborg.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis