ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Banks kursdyk blev dyrt for privatinvestorerne

Danske Bank er nu blevet sigtet af SØIK efter politianmeldelse fra Finanstilsynet. Arkivfoto: Sophie Voisin
Danske Bank er nu blevet sigtet af SØIK efter politianmeldelse fra Finanstilsynet. Arkivfoto: Sophie Voisin

Danske Banks markante kursdyk tirsdag, hvor aktiekursen faldt med 7,6 pct., var en dyr oplevelse for de private investorer.

Det viser tal fra Nationalbanken, der løbende laver opgørelser over, hvilke investortyper der ejer danske børsnoterede aktier.

Ifølge Nationalbankens tal ejede husholdninger ved udgangen af februar i alt 21 pct. af alle aktier i Danske Bank. Dermed stod de tilbage med et kurstab på godt 1,6 mia. kr., da Danske Banks markedsværdi tirsdag faldt med i alt godt 7,8 mia. kr.

Aktionærerne kan dog trøste sig med, at Danske Bank onsdag kom en anelse tilbage, og midt på eftermiddagen var steget med godt 1,6 pct. Med til historien hører også, at Danske Banks aktiekurs onsdag lå godt 12 pct. højere end ved udgangen af 2020.

Danske Bank halter efter konkurrenter

Men andre bankaktier som SEB, Nordea og Jyske Bank har dog alle klaret sig betydeligt bedre i år med kursstigninger på mellem 23 og 26 pct. Her lå Danske Bank indtil tirsdag kun lidt lavere. Men fordi tirsdagens aktiefald primært skyldes bekymring for investorers sagsanlæg mod Danske Bank for kurstab relateret til bankens hvidvaskskandale i Estland, var det alene Danske Bank-aktien, der fik alvorlige kursklø tirsdag.

Generelt bliver privatinvestorer hårdt ramt af fald i bankaktier, fordi banker typisk har langt flere private aktionærer end andre børsnoterede selskaber.

Eksempelvis ejer danske husholdninger ifølge Nationalbankens tal 10,5 pct. af Novo Nordisk, og blot 2,3 pct. af Ørsted, mens de i februar ejede 31,8 pct. af Jyske Bank, 30,3 pct. af Sydbank, og 33,9 pct. af Ringkjøbing Landbobank.

Især for Danske Bank er der dog store udsving i, hvor stor en del af banken der er ejet af private aktionærer.

Eksempelvis ejede de private aktionærer i februar 2017 blot 12,5 pct. af Danmarks suverænt største bank, mens de private investorer i foråret 2009, da bankens aktiekurs styrtdykkede til kun godt 30 kr. pr. aktie, udgjorde 22,9 pct.

Med den nuværende ejerandel på 21 pct. er de danske privatinvestorer praktisk talt lige så betydningsfulde aktionærer i Danske Bank som bankens største enkeltejer, A.P. Møller Holding.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis