DenDeminorsponsorerede retssag imod den tidligere Danske Bank direktør Thomas Borgen blev afsluttet i sidste uge. Sagen er løbende blevet behandlet i medierne, hvor bl.a. Børsen har givet et dagligt koncentrat af de oftest 6 timers intense retsmøder, hvor tilhørerne er blevet fodret med argumenter, påstande og ikke mindst henvisninger til de over 6000 bilagssider samt et eskalerende antal supplerende bilag.

Retssagen drejer sig i sin grundsubstans om at 74 investorer – ingen danske – har sagsøgt Thomas Borgen personligt for 2,5 mia. kr.

Sagens substans er er manglende oplysning til markedet. Omstændighederne og baggrunden er lidt sværere at definere.

Jeg må erkende, at jeg alene nåede de sidste tre dage i retten;. Jeg nåede således ikke vidneafhøringerne, men overværede alene procedure og afsluttende bemærkninger. Hvad der sket de første fem dage bygger på Børsens glimrende referater.

Min første dag var sagsøgers procedure, hvor sagsøger fremlægger sin version af sagen startende kl. 9:15 og sluttende 15:30. Bemærkelsesværdigt havde der under sagen alene været afhørt to vidner: Thomas Borgen og Jens Peter Thomassen, tidligere chef for intern revision i Danske Bank. Sagen var oprindeligt berammet til ti retsdage, men endte med ni.

Sagsøgers tre narrativer

Sagsøger koncentrerede sig om at afvise tre narrativer i sagen, for at underbygge sin påstand om et erstatningsansvar: 1) Borgens påståede begrænsede kendskab, 2) OmPromontory rapporteni 2017 bragte ny information til Danske Bank og 3) OmBruun og Hjejle rapporten(B&H) i 2018 alene gav viden om omfang – ikke nyt kendskab.

Tesen var at påvise, at Borgen var fuldt informeret, og reelt var tilstrækkeligt oplyst om sagen til, at han allerede i 2014 burde have udsendt en fondsbørsmeddelelse, der beskrev sagens omfang. Lykkes sagsøger med det?

Jeg er ikke jurist, men har fulgt sagen tæt og skrevet nok mere end de fleste journalister om sagen i min tid i SEB, hvor min opgave bl.a. var at perspektivere sagen for vores kunder – globale investorer i primært aktiemarkedet.

Efter min ringe vurdering lykkes sagsøger ikke. Sagsøger støttede sig primært til B&H rapporten, og i mindre omfang til Finanstilsynets afgørelse i maj 2018.

Sagen var bygget op om en total forkastelse af Borgens forklaringer, der blev erstattet af sagsøgers tolkning af, hvad der reelt var foregået – dog uden nogen former for bevisførelse herfor. Dagen med proceduren indeholdt også en minutiøs oplæsning af omtale af den baltiske forretning i Danske Banks fondsbørsmeddelelser fra 2014 til 2018.

Det bragte os til humlen i sagsøgers sag: Danske Bank burde have informeret fondsbørsen – i form af en fondsbørsmeddelelse – om sagens omfang allerede i 2014, og det var Borgens personlige ansvar at denne information ikke var givet.

Over til forsvaret

En uge var gået og man var tilbage i Lyngby ret til næstsidste dag. Borgens advokater var i hopla. Sagsøgers argumenter fra sidste uge blev fejet af banen med argumentet: Manglende beviser.

Sagsøgers argumentation om skærpet ansvar for CEO i en systemisk vigtig bank blev afvist. Det blev understreget, at nok havde Borgen ved sin opsigelse efter B&H rapporten påtaget sig ansvaret, men det var ikke et personligt ansvar, men hvad Borgens advokat kaldte et organisatorisk ansvar.

B&H-rapporten blev trukket frem, og sagsøger blev udfordret om, hvorfor de alene købte sagens beskrivelse, men ikke rapportens konklusioner – noget der effektivt blev returneret under de afsluttende bemærkninger dagen efter: Man kan godt bruge datamaterialet i en rapport uden at købe konklusionerne. Det er præcist det jeg gjorde med Konkurrencestyrelsens seneste rapport. Så point til sagsøgers advokat fra min side.

Forsvaret bragte begrebetsyn og skønpå banen. Ja, jeg måtte også google begrebet. Humlen var, at sagsøger ifølge Borgens advokat påberåbte sig at retten skulle foretage vurderinger inden for højt specialiserede områder som oplysningsforpligtelser til børsmarkedet, og ikke mindst tabsopgørelse.

Der burde være lave syn og skøn til at støtte retten, og uden syn og skøn ville retten reelt være ude af stand til at dømme Borgen til at betale en konkret erstatning – noget sagsøger dagen efter naturligvis bestred.

Min konklusion på procedure-dagen var, at sagsøger var kommet under pres, og det krævede et comeback på retssagens sidste dag.

På sidste dagen slap vi nådigt rent tidsmæssigt – en time til sagsøger og 35 minutter til forsvaret. Sagsøger iværksatte sit comeback – om det lykkes kan diskuteres. Sagsøger prøvede at dreje kniven en gang eller to mere i såret uden dog rigtigt at bidrage med nye vinkler – der var vel reelt heller ikke nye vinkler at angribe.

Tabsopgørelsen

I næste uge vender jeg til bage til det måske mest centrale – tabsopgørelsen, samt nogle betragtninger om Deminors advokatvalg samt sagens afvikling.

Nu afventer vi en dom der kommer senest den 6. december, men som hoveddommeren udtrykte: Vi regner ikke med at bruge de otte uger vi har til rådighed. Var det et hint om at afgørelsen ikke bliver så svær at træffe?

Hvis der var bookmaker odds på sagens udfald, tror jeg, at Borgen står rimeligt godt. Han er utvivlsomt moralsk ansvarlig, men har sagsøger sandsynliggjort i tilstrækkelig grad at han også er juridisk ansvarlig i en grad så han kan pådømmes personligt ansvar synes mere tvivlsomt, og tabsopgørelsen er ligeledes heller ikke ukompliceret – den kommer næste uge. Men lad os nu se hvad dommerne træffer af afgørelse. Det er op til den høje ret. Og jeg er som sagt ikke jurist.