Direktøren for Deutsche Banks nordiske forretning forventer, at Norden vil opleve et "stort antal" af opkøb særligt fra store, internationale investorer i et volatilt 2019, hvor hastigheden for handler bliver skruet markant op. Det kunne eksempelvis være kapitalfonde som Blackrock og Fidelity eller canadiske infrastrukturfonde. Det skriver Bloomberg.
"I et volatilt marked er "cash king"," siger Jan Olsson, adm. direktør for Deutsche Banks nordiske forretning i et interview i Stockholm, skriver Bloomberg.
Jan Olsson forventer, at opkøbere med "masser af kontanter" vil lede en opkøbsbølge og bruge de nuværende markedsforhold til at styrke deres position på det nordiske marked. Store investorer kan slå hurtigt til i et marked, hvor store udsving giver kort betænkningstid, da de investorer har pengene klar og ikke skal bruge tid på at rejse kapital, før de kan handle.
Direktøren forventer desuden, at der kan ske et skift i, hvem der er den nordiske regions dominerende investorer. Indtil nu har eksempelvis den svenske erhvervsfamilie Wallenberg, der har aktieposter i bl.a. SAS, Ericsson, ABB og EQT, været en markant investor på de nordiske markeder. Men nordiske investorer som Wallenberg-familien kan komme til at give afkald på en smule af deres dominans, mener Jan Olsson.
"Det er tydeligt, at professionelle fonde, der tager kapital fra en tredjepart, bliver større og mere betydningsfulde," siger Jan Olsson ifølge Bloomberg.