Dansk økonomi har fredag sat to rekorder. To rekorder, som fortæller to meget forskellige historier om den økonomiske udvikling.
Solstrålehistorien er, at beskæftigelsen i dansk økonomi ramte et nyt historisk højdepunkt i marts.
Den kedelige historie er, at forbrugertilliden i maj ramte det laveste niveau nogensinde.
Mange stiller derfor sig selv spørgsmålet: Hvordan kan forbrugerne være så pessimistiske, når jobfesten fortsætter?
“Hovedet snurrer rundt på én i øjeblikket,” siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik steg lønmodtagerbeskæftigelsen med hele 16.000 personer i marts. Det betyder, at der nu er 2.947.000 lønmodtagere i arbejde.
På den anden side tog forbrugertilliden et nyt dyk fra minus 20,9 i april til minus 22,4 i maj.
“Det er et paradoks – går det egentlig godt, eller går det dårligt?,” siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Forbrugertillidens nedtur skyldes især et kraftigt fald i vurderingen af Danmarks økonomiske situation i dag. Den vurdering vækker undren i Danske Bank:
“Det har jeg ikke en god forklaring på,” siger cheføkonom Las Olsen og fortsætter:
“Der er fart på i dansk økonomi. Vi producerer alt, hvad rammer og tøj kan holde. Og det har sjældent været så nemt at finde et job.”
Med andre ord: Dansk økonomi er på mange måder i topform, selvom forbrugerne ikke kan finde forårshumøret.
Kedelige udsigter
Las Olsen giver dog alligevel et forsigtigt bud på, hvad den aktuelle pessimisme skyldes: Mange oplever i øjeblikket, at privatøkonomien er under pres.
Stigende priser på alt fra energi til fødevarer gør tegnebogen tyndere. Det kan smitte af på forbrugernes samlede vurdering af dansk økonomi i øjeblikket. Krigen vækker også bekymring.
“Jeg kan derimod godt forstå, at forbrugerne er pessimistiske omkring, hvad der sker over det næste år eller de næste to år,” siger Las Olsen.
Inflationen er på himmelflugt – både globalt og i Danmark. Derfor skal renterne op for at bremse efterspørgslen. Det kan meget vel udløse en opbremsning eller ligefrem krise i økonomien, påpeger Las Olsen.
“Der er modvind på cykelstien: Inflation og renter gnaver i privatøkonomien. Det kan sætte sig i boligmarkedet. Samtidig vil forbrugerne måske begynde at købe nogle billigere varer og springe et restaurantbesøg over. Det vil have en negativ betydning for økonomien,” siger Søren Kristensen.
Fortrøstningsfuld
Et vigtig forbehold for fredagens nøgletal er også, at jobtallene er fra marts, mens målingen blandt forbrugerne er for maj. Der er allerede sket meget i den mellemliggende periode. Der er dog langt fra udsigt til, at arbejdsmarkedet bøjer af på den korte bane.
Antallet af jobopslag holder stand, og virksomhederne melder fortsat om mangel på arbejdskraft, påpeger økonomerne.
“Jeg er mere fortrøstningsfuld, end forbrugertilliden umiddelbart indikerer. Arbejdsmarkedet drøner stadig frem. Jobsikkerheden er stor, mange kommer samtidig i arbejde og forlader ledighed. Det har potentiale til at løfte humøret hos danskerne,” siger Jeppe Juul Borre.
Historien fortæller dog også, at det ikke er beskæftigelsen, som viser første tegn på, hvis en krise truer i kulissen.
“Selve beskæftigelsen begynder normalt først at falde, når konjunkturerne er vendt. Det tager noget tid fra, at en virksomhed konstaterer, at det går dårligt til at fyre en masse mennesker. Du prøver at beholde dine medarbejdere, så længe du kan,” siger Las Olsen.