ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Karsten Dybvad vil være Nordens bedst lønnede bankformand

Danske Banks bestyrelse forslår markante honorarforhøjelser til sig selv, og især til formanden, Karsten Dybvad. Arkivfoto: Marie Bentzon.
Danske Banks bestyrelse forslår markante honorarforhøjelser til sig selv, og især til formanden, Karsten Dybvad. Arkivfoto: Marie Bentzon. Foto: Marie Bentzon

Målt på markedsværdi er Danske Bank den klart mindste af de seks nordiske storbanker. Men bestyrelsen ønsker i år at give sig selv en lønforhøjelse, der vil gøre formanden, Karsten Dybvad, til den højst lønnede formand for en nordisk storbank.

Banken argumenterer for en lønstigning der ifølge Børsen Pros beregninger vil være på mellem 48 og 58 pct. til bankens formandskab med, at det vil bringe banken på niveau med sammenlignelige nordiske banker.

Men det er ikke tilfældet.

For Danske Banks honorarer til især bestyrelsesformanden var allerede sidste år på niveau med andre nordiske storbanker.

Det viser en gennemgang foretaget af Børsen Pro.

Bestyrelsesformanden står til en honorarstigning på 48 pct.

Bestyrelsens aflønning foreslås af bestyrelsen selv, men skal godkendes af aktionærerne på bankens generalforsamling i marts. Bestyrelsen foreslår, at grundvederlaget for alle bestyrelsesmedlemmer hæves med knap 23 pct. til 660.000 kr., samt at lønnen til bestyrelsens formandskab hæves endnu mere, og at den særskilte betaling til bestyrelsesudvalgene også hæves.

Det betyder, ifølge Børsen Pros beregninger, at det samlede honorar til bestyrelsesformand Karsten Dybvad stiger med knap 48 pct. til 3,8 mio. kr., mens de to næstformænd, Jan Nielsen og Carol Sergeant, i år skal have et honorar der er henholdsvis 56 pct. og 58 pct. højere end sidste år, ifølge bestyrelsens forslag.

"Som følge af øgede krav og forventninger fra tilsynsmyndigheder og øvrige interessenter, bestyrelsesmedlemmernes øgede tidsforbrug på Danske Banks virksomhed, både under og mellem møder, loftet over hvor mange bestyrelsesposter de enkelte bestyrelsesmedlemmer må have, og endeligt for at sikre, at Danske Bank fortsat vil være i stand til at tiltrække kvalificerede kandidater, foreslår bestyrelsen at hæve bestyrelseshonorarerne til niveauet for andre sammenlignelige nordiske banker," skriver bestyrelsen som begrundelse.

Karsten Dybvad fik sidste år næsten det samme som Nordeas formand

Under forudsætning af, at formandskabet fastholder de nuværende udvalgsposter, som alene fordeles internt i bestyrelsen, vil formand Karsten Dybvad imidlertid ikke få et bestyrelseshonorar, der er på niveau med sammenlignelige nordiske banker.

Han vil gå fra at få det samme honorar som formanden for langt større Nordea, og blive den højst lønnede formand blandt de seks nordiske storbanker.

Af indkaldelsen til Nordeas generalforsamling fremgår, at bestyrelsen for den klart største og mest værdifulde nordiske bank foreslår et uændret honorar til bestyrelsen i 2020.

Det betyder, at bestyrelsesformand Torbjörn Magnusson vil modtage et formandshonorar på 300.000 euro, eller godt 2,2 mio. kr., samt honorar for at sidde i revisionsudvalget og aflønningsudvalget på yderligere 56.000 euro, eller i alt 2,66 mio. kr.

Det er blot 3 pct. mere end de 2,57 mio. kr. som Karsten Dybvad i alt modtog i honorar fra Danske Bank sidste år. Selv om Nordea målt på markedsværdi er mere end dobbelt så stor, og også er markant større på både balancen og antallet af medarbejdere.

(Artiklen fortsætter under grafikkerne)

Sidste år modtog Karsten Dybvad knap 1,9 mio. kr. i formandshonorar og yderligere knap 700.000 i honorar for at være formand for bestyrelsens aflønnigs- og conduct/complianceudvalg, samt at være medlem af bankens risikoudvalg og nomineringsudvalg.

Men nu foreslår bestyrelsen selv, at formandshonoraret hæves med godt 40 pct. til 2,64 mio. kr. Stigningen i udvalgshonorarerne giver yderligere knap 1,2 mio. kr., svarende til en stigning på 65 pct., så det samlede honorar i 2020 lander på 3,8 mio. kr., ifølge Børsen Pros beregninger, under forudsætning af at han beholder de nuværende udvalgsposter.

Tidligere DI-direktør står til at få markant mere end tidligere svensk statsminister

Karsten Dybvad overtog formandsposten i Danske Bank i december 2018 efter Ole Andersen, der blev afsat af storaktionæren A.P. Møller Holding, som følge af hvidvask-skandalen i Estland.

Dybvad kom fra en stilling som adm. direktør for Dansk Industri, efter en lang karriere som topembedsmand, men har ingen bankerfaring.

Tilsvarende blev både den adm. direktør og formanden for Swedbank fyret sidste år, også som konsekvens af en hvidvask-skandale i Estland. Som ny formand tiltrådte den tidligere svenske statsminister Göran Persson.

Han modtog 1,6 mio. svenske kr., eller 1,1 mio. kr., i formandshonorar. Men da han først tiltrådte i midten af sidste år, kan aflønningen ikke direkte sammenlignes med Dybvads.

Imidlertid fremgår det af Swedbanks dagsorden til den kommende generalforsamling, at Göran Persson står til at modtage formands- og udvalgshonorarer på i alt 3,2 mio. svenske kr., eller ca. 2,3 mio. danske kr.

Altså godt 20 pct. mindre end hvad Karsten Dybvad står til at få i år, selv om Swedbank er næsten en fjerdedel mere værd.

Formand for norsk storbank får mindre honorar end menige Danske Bank-medlemmer

Endnu større forskel er der mellem Danske Bank og den næstmest værdifulde bank i Norden, norske DNB, der har en markedsværdi på 203,8 mia. kr. mod Danske Banks 103,9 mia. kr.

Her modtog bestyrelsesformand Olaug Svarava ifølge bankens seneste årsrapport i alt 718.000 norske kr. i bestyrelses- og udvalgshonorarer, eller lige godt 531.000 danske kr. Banken forslår, at formandens honorar i år hæves med 17.000 norske kr.

Det betyder, at formanden for DNB i år vil modtage ca. 18 pct. mindre end et menigt bestyrelsesmedlem i Danske Bank, og 80 pct. mindre end Karsten Dybvad, ifølge forslaget til Danske Banks generalforsamling.

Historisk har to nordiske storbanker haft tradition for høje formandshonorarer, primært som følge af bankernes ejerstruktur. I SEB modtog bestyrelsesformand Marcus Wallenberg, der via sin familie reelt har kontrolleret SEB siden 1916, i alt 3,7 mio. svenske kr., eller godt 2,6 mio. kr., sidste år.

Og i Handelsbanken modtog bestyrelsesformand, og tidligere topchef, Pär Boman i alt 4,7 mio. svenske kr., eller 3,3 mio. danske kr., i honorarer fra banken.

Til sammenligning modtog Helge Lund, der er bestyrelsesformand for Novo Nordisk, ifølge regnskabet sidste år et formandshonorar på knap 2,2 mio. kr. og et udvalgshonorar på 360.000 kr., selv om Novo Nordisk målt på markedsværdi er ca. otte gange så stor som Danske Bank.

Danske Banks bestyrelses forslag til at hæve sin løn betyder i øvrigt ifølge Børsen Pros beregninger, at bankens næstformænd vil få en endnu større stigning i honorarerne end Karsten Dybvad.

Næstformand Jan Nielsen modtog sidste år i alt knap 1,2 mio. kr. i honorarer, men står ifølge Børsen Pros beregninger til at få 1,76 mio. kr. i år, svarende til en stigning på knap 56 pct.

Næstformand Carol Sergeant modtog sidste år knap 1,3 mio. kr., og står i år til at få knap 2 mio. kr., svarende til en stigning på 58 pct.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis