Den seneste uge er der skåret over 4000 mia. kr. afmarkedsværdien af verdens kryptovalutaer. En del skyldes den generelle sure stemning på de finansielle markeder, der også har sendt risikofyldte aktier til bunds på børsen, men kryptoverdenen kæmper også med en særlig udfordring: Den oplever det, der ligner en klassisk finanskrise.
Det startede med kryptovalutaen Terra, som handles under forkortelsen UST. Terra har ikke fået den store opmærksomhed uden for kryptokredse, men var frem til dens nuværende krise blandt de ti største kryptovalutaer målt på markedsværdi.
Terra er en såkaldt stablecoin. Og netop denne særlige slags kryptovalutaer er grunden til, at man overhovedet kan drage paralleler til finanskriser i den klassiske finansielle system.
Stablecoins forsøger på forskellig vis at fastholde en stabil kurs over for almindelige valutaer - typisk den amerikanske dollar. Mens andre kryptovalutaer historisk er svinget voldsomt i værdi, er det lykkedes for de mest succesfulde stablecoins at holde en stabil pris.
Kryptoverdenens banker
Dermed har stablecoins haft en rolle for investorer i kryptovaluta, som kan minde om bankernes uden for kryptoverdenen. Det har været et sted, hvor man kunne placere sine penge med en forventning om at kunne bruge dem på et senere tidspunkt.
Men ligesom med banker er stablecoins ekstremt afhængige af, at brugerne har tillid til, at deres penge er der, når de har brug for dem.
I en klassisk finanskrise mister kunderne tilliden til banker og reagerer ved at hæve deres penge. Det tvinger bankerne til at sælge ud af de aktiver, som pengene er placeret i. Og når aktiverne skal sælges hurtigt, så må man sælge dem med rabat.
Dermed kan den manglende tillid og det efterfølgende brandudsalg af aktiver i sig selv være nok til, at banken krakker, selvom den egentlig var solvent i udgangspunktet.
For at undgå den slags kriser er bankerne i dag underlagt krav til likviditet og en stor del af kundernes midler er sikret af en indskydergaranti.
Kun baseret på tro
Den slags findes dog ikke i det uregulerede marked for kryptovalutaer. Og dermed er det alene op til udviklerne bag diverse stablecoins at sikre, at tilliden bevares.
Det ser ud til at være mislykket for folkene bag Terra. Her bevares den stabile kurs primært af en sindrig mekanisme, som involverer en anden kryptovaluta, der kaldes Luna. Det er værdien af Luna, der skal stabilisere, Terra, og værdien af Luna er, ligesom det er tilfældet for mange andre kryptovalutaer, kun baseret på investorernes tro.
Den tro er forsvundet den seneste uge. Luna er nu næsten værdiløs, og Terra følger ikke længere dollarkursen, men handles torsdag eftermiddag til mindre end 50 cent. Det ser ud til, at vi er tæt på noget, der ligner et bankkrak.
Frygten spreder sig
Men ligesom i den almindelige finansverden, har et krak ikke kun betydning for den stablecoin, der rammes.
For det første er der de direkte effekter. Terra understøttes ikke kun af Luna, men også en i reserve af bitcoin. Den udgør kun en brøkdel af kryptovalutaens markedsværdi, men der er stadig tale om bitcoin for et tocifret milliardbeløb i kroner.
Udsalget af nogle af disse aktiver har angiveligt været med til at sende bitcoin-kursen ned de seneste dage.
Men den væsentligste effekt er, at frygten er smitsom. Den får investorer til at flygte fra usikre aktiver. Og når én bank har svært ved at leve op til sine forpligtelser, kan det få kunder i andre banker til hæve penge for en sikkerheds skyld.
Og netop den udvikling ser ud til at være undervejs, når det gælder stablecoins. I hvert fald faldt den største stablecoin, Tether, torsdag morgen helt ned til under 95 cent pr. stk. - altså 5 pct. under den ønskede kurs over for dollaren.
I modsætning til Terra er Tether baseret på en reserve af almindelige finansielle aktiver, som modsvarer hele kryptovalutaens markedsværdi. Men ligesom når det gælder banker, så er spørgsmålet, om disse aktiver kan realiseres til den fulde pris, hvis investorerne i stor stil begynder at trække penge ud.
Folkene bag Tether forsøger at bevare investorernes tillid ved at indfri valutaen til kurs 100 over for dollaren. Det minder ombankdirektøren i filmen It's a Wonderful Life- den nok mest berømte bankkrise i fiktionens verden - som forsøger at berolige kunderne.
Om historien også ender lykkeligt for Tether er uvist. En Tether handles torsdag eftermiddag til 98.5 cent.