ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank trodser frygt i markedet og køber disse aktier: “Vi tager chancen”

Industriaktier vil outperforme markedet og dermed give et afkast på over 5-10 pct. i 2022, mener Lars Skovgaard, investeringsstrateg i Danske Bank. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Industriaktier vil outperforme markedet og dermed give et afkast på over 5-10 pct. i 2022, mener Lars Skovgaard, investeringsstrateg i Danske Bank. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Det økonomiske opsving er næppe i fare trods frygt for både invasion i Ukraine og for hurtige renteforhøjelser fra centralbankerne. Det vurderer Danske Bank, der netop har rykket rundt i porteføljerne og har købt yderligere op i industriaktier.

“Det virker dristigt at gøre i disse tider, hvor der er så stor usikkerhed. Men vi tror stadig, at der venter et opsving på den anden side af usikkerheden. Derfor vælger vi at købe nogle cykliske aktier, der har en tendens til at klare sig godt i opgangstider. Vi tager chancen, mens folk stadig er nervøse, for at komme en smule foran markedet. Vi mener, at markedet har indregnet en overgjort frygt for, at opsvinget kan gå galt,” siger Lars Skovgaard, der er seniorstrateg i Danske Bank.

Kigger man på den seneste Global Fund Manager Survey, en rundspørge foretaget af Bank of America blandt 363 investorer, har investorer ellers solgt ud af industriaktier den seneste måneds tid. I 2022 har industriaktier desuden tabt 6 pct.

“Vi tør tage industri på overvægt, fordi nogle investorer allerede har været på vej ud af sektoren, og derfor burde der ikke være lige så stor modvind. Men det kan også være, at endnu flere investorer vil sælge fra, og vi må bide i det sure æble,” siger Lars Skovgaard.

Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje, mener også, at industrisektoren, der f.eks. tæller amerikanske virksomheder som jernbaneselskabet Union Pacific, fragtfirmaet United Parcel Service og flyproducenten Boeing, er risikofyldt.

“Industri er en sektor, der er følsom over for konjunkturændringer, og lige nu har vi flere forhold, der medfører en større risiko. Vi har udsigt til mere aggressive rentestigninger fra den amerikanske og europæiske centralbank end tidligere forventet, samtidig med at konflikten i Ukraine kan eskalere. Hvis der kommer sanktioner, vil det ramme de europæiske virksomheder, herunder de danske,” siger Otto Friedrichsen og pointerer, at trods risici vil den underliggende økonomiske fremgang have en positiv indvirkning på industrisektoren.

Geopolitisk uro tynger

Lars Skovgaard erkender da også, at satset er højrisikabelt:

“Der er risiko for, at centralbankerne ikke får styr på inflationen og trykker for hårdt på bremsen, så renterne banker op, og vi ryger ind i recession. Det kan også være, at vi kommer i strid modvind på kort sigt, hvis Rusland går ind i Ukraine om et par dage, hvilket vil give turbulens. Men vi hæfter os ved, at det plejer at tage kort tid,” siger han.

Perioder som disse med geopolitisk uro tynger typisk aktiemarkedet i tre uger, og det tager dernæst yderligere tre uger, før markedet er tilbage på samme niveau som før. Det viser data fra Deutsche Bank, der har gennemgået 28 tidligere begivenheder med geopolitisk risiko, der historisk har medført kursfald på 5,7 pct.

Hvis investeringen går som ventet, forventer Lars Skovgaard, at industriaktierne vil outperforme markedet. Den seneste årrække har industriaktier underperformet i forhold til globale aktier som helhed, og industriaktier outperformede sidst tilbage i 2017 og 2016.

â‹“Vi har en forventning om, at aktiemarkedet som helhed stiger 5-10 pct. i år, og det skal industri kunne slå; det er det, vi regner med,” siger han.

Ja tak til serviceaktier

Det er især genåbningshistorien efter coronakrisen, der aktuelt lokker ved industrisektoren, herunder luftfartsaktier, påpeger han.

“Luftfart vil nyde godt af, at vi skal ud at rejse igen. Det er især til fordel for lavprisluftfartsselskaber frem for de selskaber, der har tilt mod business som SAS – de vil få det svært, fordi der bliver færre forretningsrejsende. Men de selskaber, der er sunde og kan tage markedsandele, vil have det godt. Og leverandører af flydele vil nok også have det godt,” siger Lars Skovgaard og fortsætter:

“Rekruttering vil også have det supergodt under genåbningen med et i forvejen stramt arbejdsmarked. Og serviceselskaber inden for catering, kantiner og rengøring vil også nyde godt af genåbning, når flere folk kommer tilbage på arbejde.”

Otto Friedrichsen er enig i, at især serviceaktier, som hører under industrisektoren, går en lys fremtid i møde.

“Det ser ud til, at vi bevæger os i retning af en mere normal verden. Økonomien vil stadig i et vist omfang drive udviklingen, men vi vil i højere grad se serviceindustrien overtage og kompensere for de seneste to års tab. Og industrisektoren vil også drage gavn af en servicesektor i fremgang,” siger han.

I Danmark kunne det eksempelvis være servicekoncernen ISS, der også er gået imod strømmen med et positivt afkast på 5 pct. i 2022. Et selskab som FLSmidth, der leverer udstyr til mine- og cementindustrien og er faldet 11 pct. i år, tilhører eksempelvis også den kategori af industriaktier, hvor Danske Bank ser potentiale.

“Underleverandører til mine- og oliesektoren, der nyder godt af højere råvarepriser og dermed kan øge deres investeringer, er også en del af genåbningshistorien,” siger Lars Skovgaard.

Guldet er opdaget

Omvendt ser han begrænset potentiale i transportindustrien, der også hører under industrisektoren, og i Danmark tæller aktier som eksempelvis DSV og Mærsk.

“Vi tror på, at der er lidt mere at hente i transportsektoren, selvom den er kørt derudad. Men det er ikke os, der finder guldet først; der er allerede nogle andre, der har fundet det først,” siger han.

Danske Bank har overvægtet industriaktier på bekostning af kommunikationsservice, der for et par uger siden blev sænket fra overvægt til neutral i porteføljerne.

“Det er en sektor, hvor Facebook bliver presset af Apple og nu også Google, der vil indføre samme tiltag,” siger Lars Skovgaard med reference til Apples opdatering fra sidste år, der betyder, at brugere kan fravælge sporing fra apps, som dermed ikke kan vise målrettede reklamer. Facebook-aktien har tabt 38 pct. alene i år.

“Digitale selskaber som Netflix har desuden svært ved at fastholde væksten i nye abonnementer,” tilføjer han.

Danske Bank har foruden industri også et godt øje til finanssektoren, herunder især europæiske bankaktier.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis