ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank afskriver over halvdelen af milliardkøb af SEB Pension

Købet af SEB Pension har været en dyr fornøjelse for Danica og ejeren, Danske Bank. Arkivfoto: David Bentow
Købet af SEB Pension har været en dyr fornøjelse for Danica og ejeren, Danske Bank. Arkivfoto: David Bentow

I december 2017 købte Danske Banks pensionsselskab, Danica, SEB Pension i Danmark for 5 mia. kr. Men nu er over halvdelen af købsprisen blevet afskrevet, fordi SEB Pension har vist sig slet ikke at være så god en forretning, som Danske Bank troede.

Købsprisen på 5 mia. kr. skal ses i forhold til, at SEB Pension på overtagelsesdagen kun havde en egenkapital på 1,2 mia. kr. Med andre ord betalte Danica 3,8 mia. kr. i goodwill, som blev fordelt på en værdi af de ca. 200.000 pensionskunder på 1,3 mia. kr., og en egentlig goodwill-post på 2,5 mia. kr.

Men mellem 2018 og i dag har Danske Bank afskrevet tre mia. af de fem mia. kr., for købsprisen viste sig hurtigt at være for optimisisk.

Allerede i 2019 måtte Danica nedskrive værdien af goodwill-posten med 800 mio. kr. Det forklarede Danica med, at:

"Kommende ændringer til solvensreglerne forventes at øge kapitalkravet for Danica Pension, og derved reducere selskabets udbyttekapacitet i de kommende år."

Med andre ord forventede Danica at kunne sende færre penge til sin ejer, Danske Bank.

Ny stor afskrivning

Nu har Danicas ejer så afskrevet de resterende godt 1,6 mia. kr. i goodwill. Den afskrivning bliver forklaret med "forhøjede diskonteringsrenter og den nuværende uro i de finansielle markeder."

Diskonteringsrenter er vigtige for de pensionsselskaber, der har mange pensioner med rentegarantier. I princippet betyder en højere diskonteringsrente, at værdien i dag af de fremtidige pensionstilsagn bliver lavere. Men omvendt betyder rentegarantier, at kundernes pensionskroner ofte investeres mere forsigtigt end de kunder, der har en markedsrentepension uden garantier. Og i år har blandt andet ellers sikre realkreditobligationer givet markant negative afkast, på grund af de kraftigt stigende renteniveauer.

Det er et problem for Danica og Danske Bank, fordi man ikke kan opkræve de sædvanlige gebyrer fra kunder med garanterede pensioner, når afkastet er for dårligt.

SEB Pension var ved købet karakteriseret ved, at andelen af pensioner med rentegaranti var høj. Faktisk var halvdelen af de samlede aktiver på 100 mia. kr. fra pensioner med en rentegaranti, og det samme var gældende for godt en tredjedel af de løbende indbetalinger.

Ud over, at selve goodwill-posten på 2,5 mia. kr. ved købet af SEB Pension nu er fuldt afskrevet, så er værdien af kundeforholdende også jævnt faldende. Den var på købstidspunktet på 1,3 mia. kr., men det tal er nu blevet halveret, fordi Danske Banks revisorer har bestemt, at værdien af kunderelationerne løbende skal afskrives til nul kr. over ti år.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis