“Hvis de kraftige rentebevægelser var afgørende for første halvår, så kan andet halvårs store joker sagtens blive selskabernes indtjening og guidance for fremtiden,” siger Henrik Henriksen, chefstrateg hos Petersen & Partners.
Han bakkes op af David Karsbøl, investeringsdirektør i kapitalforvalteren Selected Group, som ser netop de forventninger ramme aktierne:
“Jeg ser egentlig et aktiemarked, som allerede er blevet genpriset som følge af stigende renter, men det, man kan frygte, er, at det kan falde yderligere som følge af, at virksomhedernes regnskaber ikke kan leve op til analytikernes indtjeningsestimater. Jeg tror, at det især vil ske i Europa, men også i USA,” siger han.
â‹
For stor optimisme
Ifølge analysehuset Factset er der i øjeblikket udsigt til en indtjeningsvækst på mellem 9-12 pct. i de amerikanske regnskaber for andet kvartal. Det kan den tårnhøje inflation, stigende renter og recessionsfrygt rykke gevaldigt ved.
“Der har været så mange uforudsigelige hændelser – bl.a. usikkerhed om, hvor gaspriser og oliepriser skulle hen. Så der kan sagtens komme overraskelser i forhold til, at analytikerne virker relativt fortrøstningsfulde og optimistiske, når man tænker på, hvordan verden og inflationsudviklingen egentlig ser ud,” siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.
Pepsico tager hul på regnskabsballet tirsdag, inden amerikanske storbanker som J.P. Morgan, Morgan Stanley og Citigroup vælter ind på dansegulvet senere på ugen, mens regnskaberne fra Goldman Sachs, Bank of America og Blackrock lander mandag. Her er der især spænding omkring, hvordan de udfordrede aktiemarkeder, som har kostet S&P 500-indekset et kursfald på 18,7 pct. i år, påvirker bankernes investeringsforretninger.
Hos PFA vurderer Tine Choi, at de amerikanske banker kan melde om et stigende pres, ligesom man oplevede herhjemme søndag aften, hvor Danske Bank skruede ned for sine forventninger.
“Generelt er handelsindtægterne nok faldet for bankerne givet den udvikling, vi har haft på aktiemarkedet. Det plejer at afspejle sig i, at investorerne simpelthen foretager færre handler. Folk er jo flygtet ud af statsobligationer, så der kan godt vente en endnu større nedgang, end den man så i første kvartal. Verden ser anderledes ud med forskellige risikofaktorer,” siger hun.
Solide sektorer
At verden ser anderledes ud nu afspejler sig i endugfrisk undersøgelse fra Bloomberg, hvor 65 pct. af 629 investorer giver udtryk for, at analytikerne endnu ikke har indregnet den økonomiske udvikling i sine estimater.
“Der er nogle konjunkturelle ting, der gør sig gældende i USA, hvor efterspørgslen vil blive svækket som følge af nogle meget store prisstigninger. Der er også en alvorlig nedgang undervejs i byggeaktiviteten i USA, og det bør bekymre os i Europa, for USA er som regel lidt foran udviklingen, og samtidig har de stigende friværdier toppet. Det har en psykologisk og reel indvirkning på forbrugeradfærden,” siger David Karsbøl.
I nogle sektorer er der fortsat optimisme. Tine Choi fremhæver råvare- og energisektoren, der igennem lang tid har boltret sig i et miljø med stigende priser. Også defensive giganter som McDonald’s og Coca-Cola ventes fortsat at levere varen i servicesektoren.
“De har en stabil indtjening, og amerikanerne er storforbrugere, uanset hvordan konjunkturerne ser ud,” siger hun.
Tilbage hos Henrik Henriksen forventes det, at presset på de amerikanske selskaber for alvor vil tage til i tredje og fjerde kvartal. Derfor ser han i øjeblikket frem til energisektorens regnskaber med størst spænding.
“Oliesektoren er kanariefuglen i kulminen, som vi skal holde øje med. Olieaktierne er faldet den seneste måned pga. recessionsfrygt, og skal vi have en recession, så skal de videre ned. Sammen med olieprisen kan energisektoren være en strømpil for resten af markedet,” siger han.