ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ugen der kommer: Store rentehop i vente fra centralbanker

Federal Reserve og formand Jerome Powell skal beslutte, hvad renten skal hæves med. Arkivfoto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Federal Reserve og formand Jerome Powell skal beslutte, hvad renten skal hæves med. Arkivfoto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

De finansielle markeders øjne vil i den kommende uge være rettet imod centralbankerne, der på grund af den høje inflation verden over har udsigt til at stramme pengepolitikken yderligere. Centralbankernes rente har en central funktion i inflationskampen, og vi går en stor uge i møde for centralbankerne med møder i bl.a. USA, England og Sverige.

“Der er mange centralbankmøder i næste uge, og det ser ud til, at det bliver store renteforhøjelser,” siger chefanalytiker i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

Mest interessant af dem alle bliver mødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor der har været store renteforhøjelser siden marts.

Høje rentestigninger

Tidligere på ugen fik vi inflationstal fra USA, der overraskede markedet med højere kerneinflation end forventet. Det betyder, at selv om den samlede amerikanske inflation muligvis er på vej ned, så er der ikke udsigt til lav inflation foreløbig. Inflationen har bidt sig fast i form af højere lønstigninger.

â‹â‹Danske Bank forventer, at den amerikanske centralbank vil hæve den ledende rente med 0,75 procentpoint for at bekæmpe det betydelige lønpres. Den amerikanske inflation er løbet løbsk i år, og Fed kæmper stadigvæk med at få inflationen ned, så der er behov for en højere rente.

“Det ser ud til, at væksten begynder at komme lidt igen, og arbejdsmarkedet er ikke blevet ramt endnu,” siger Jens Nærvig Pedersen.

I Storbritannien er mødet i Bank of England blevet skubbet til næste uge efter dronning Elizabeths død. Storbritannien har haft høje inflationstal, som endda senest nåede op over 10 pct. Det har trukket i retningen af et svagere pund. Faktisk har pundet ikke stået svagere over for dollaren siden 1985. Danske Bank forventer en rentestigning på 0,50 procentpoint.

I tillæg til de forventede renteforhøjelser i USA og Storbritannien ventes Schweiz endelig at lægge de negative renter bag sig i den kommende uge. Sker det, er Japan det eneste land, som står tilbage med negative centralbankrenter. Sidst men ikke mindst, så er der også udsigt til en svensk renteforhøjelse. I Sverige ventes Riksbank at hæve renten med 0,75 procentpoint.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis