Lejlighedsejerne i København kan se frem til at få én på sinkadusen i de kommende år. 16 pct. skal priserne ned fra det aktuelle niveau og frem mod slutningen af 2024.
Sådan lyder den dystre forudsigelse fra Nykredit og boligøkonom Mira Lie Nielsen, der torsdag har udgivet en ny prognose for det danske boligmarked.
Men det er langtfra kun ejerlejlighederne i København, der står for skud. Frem mod slutningen af 2023 vil huspriserne på landsplan nemlig falde med 7 pct.
Den gode nyhed for husejerne er dog, at priserne vil stige igen i 2024 – dog kun med 0,4 pct.
“Vi ser markante rentestigninger. Det har meget stor betydning, når man skal købe en bolig. Rentestigningerne vil sætte sig synligt i priserne,” siger Mira Lie Nielsen.
Ved årsskiftet kunne danskerne få et fastforrentet 30-årigt lån med afdrag til 1,5 pct. i rente. I skrivende stund har det toneangivende 30-årige fastforrentede realkreditlån nu en rente på 4 pct. – et niveau, som ikke er set i ti år, oplyser Nykredit.
Marked tørrer ud
De danske lejlighedsejere har dog stadig til gode at opleve første tegn på en eventuel nedtur. I maj måned steg ejerlighedspriserne nemlig, viser tal fra Boligsiden.
“Der er stadig mange, som har solgt noget til en høj pris, og som tager penge med videre. Men på et tidspunkt vil markedet tørre ud,” siger Mira Lie Nielsen og fortsætter:
“Hvornår det sker, og hvor hurtigt det går ned – det er svært at sige”.
Tager vi det samlede lejlighedsmarked i Danmark, er det Nykredits forventning, at priserne vil falde med 11 pct. fra nu og frem til slutningen af 2024. Det er bl.a. de nye boligskatter, som vil presse priserne.
Også de danske sommerhusejere kan se frem til prisdyk. Sommerhuspriserne ventes at falde 13 pct. frem mod slutningen af 2023 for dernæst at flade ud, lyder vurderingen fra Nykredit.
Fornuftigt scenarie
Der er dog er ikke tale om en pessimistisk prognose for det danske boligmarked, mener Mira Lie Nielsen.
“Det kan godt være, at huspriserne skal falde med 7 pct. fra top til bund – og at ejerlejlighederne skal falde endnu mere – men vi skal huske, hvor meget priserne er steget. Det er derfor ikke en prognose, som ligger i det værste scenarie, jeg kan forestille mig,” siger Mira Lie Nielsen og fortsætter:
“Det kan blive værre, end vores hovedscenarie viser,” lyder vurderingen.
Mira Lie Nielsen fremhæver, at denne prognose har været sværere at lave end normalt. Det skyldes, at den makroøkonomiske situation er meget usikker i øjeblikket.
7pct. skal huspriserne ned fra nu og frem til slutningen af 2023, vurderer Nykredit
“Der er mange fundamentale ting rundt om boligmarkedet, der er svære at vurdere lige nu”, siger hun.
Det gælder ikke mindst inflationen, som er på sit højeste i næsten 40 år i Danmark.
“Prognosen ligger til grund, at dansk økonomi glider nogenlunde igennem og får en vækstpause, og at arbejdsmarkedet ikke bliver ramt særlig alvorligt,” siger Mira Lie Nielsen.
Prognosen fra Nykredit er på lange stræk i overensstemmelse med prognoserne fra de øvrige banker. En af de mest pessimistiske prognoser, som er udgivet de seneste måneder, kommer dog fra Handelsbanken.