ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Økonom: Centralbankerne vil udløse “chokrecession”

Carsten Valgreen, partner i rådgivningsvirksomheden AGM Research (t.v.) og Morten Lund (t.h.), der er cheføkonom i Skandinavien for J.P. Morgan, deler ikke samme syn på verdensøkonomien. Illustration: Aslak Kelkka
Carsten Valgreen, partner i rådgivningsvirksomheden AGM Research (t.v.) og Morten Lund (t.h.), der er cheføkonom i Skandinavien for J.P. Morgan, deler ikke samme syn på verdensøkonomien. Illustration: Aslak Kelkka

De finansielle markeder lever i en fjern fortid, hvor centralbankerne kastede en redningskrans, når en krise kradsede.

Men denne gang er det anderledes. Sådan lyder budskabet fra Carsten Valgreen, tidligere cheføkonom i Danske Bank og partner i rådgivningsvirksomheden AGM Research.

“Det er en stor chokrecession, vi er på vej ind i,” siger Carsten Valgreen fra sit kontor i Schweiz og fortsætter:

“Og centralbanken er ikke længere den ven, som kommer og redder dig. Det er den trold, som kommer og slår dig ihjel,” siger Carsten Valgreen.

Han er derfor klar med et råd til investorer og økonomer: Skynd jer ud af den fantasiverden I lever i.

Inden vi har set os om, har den amerikanske centralbank nemlig hævet renten til 4 pct., og amerikanske aktier er faldet med 10-20 pct.

“Jeg tror, at vi vil vågne op om tre år, og så har vi stadig højere ledighed,” siger Carsten Valgreen.

Der er altså ikke tale om et kortvarigt bip på kriseradaren. Det bliver et langt sejt træk at få inflationen under kontrol. Og det vil kræve en recession og en markant længere kø af arbejdsløse, før prisstigningerne falder til ro.

Det er bare de færreste, som har fanget, at vinden blæser i den retning, mener Carsten Valgreen.

Økonomi bøjer af

På J.P. Morgans kontor i London er der f.eks. mere optimisme at spore: “Økonomien vil bøje af, men den vil ikke brække over,” siger Morten Lund, der er cheføkonom i Skandinavien for den amerikanske storbank.

J.P. Morgans primære argument er som følger: Der er en stor modstandskraft i økonomien. En modstandskraft, som især kommer fra den private sektor.

Her er gældssituationen bedre end under tidligere kriser. Opsparingerne er store – og indtjeningsmarginerne er pæne.

“Virksomhederne vil i højere grad – sammenlignet med andre recessioner – acceptere en indsnævring i marginerne, før de sætter gang i store fyringsrunder,” siger Morten Lund.

Den modstandskraft vil altså sikre, at det økonomiske korthus ikke vælter. Samtidig er forbrugerne velpolstrede.

“En global recession skal komme fra USA – og her har vi ikke en stor recession i kikkerten,” siger Morten Lund.

J.P. Morgan spår ganske vist, at væksten vil aftage i USA, mens det ser en smule værre ud i Europa, hvor en recession henover vinteren er et sandsynligt scenarie. Men alt i alt ingen grund til stor alarm, mener Morten Lund.

“Det bliver ikke en længerevarende krise, hvor der kommer til at være efterveer i flere år,” siger Morten Lund.

Sidder fast

Mens alarmklokkerne ikke ringer hos J.P. Morgan i London, ringer de derimod i Schweiz, hvor Carsten Valgreen er bosat.

“Det virker i mine øjne til, at vi sidder fast i nogle vaner og mønstre, som er dannet over de sidste tyve år,” siger Carsten Valgreen.

Ifølge Valgreen sætter store dele af markedet i øjeblikket sin lid til, at Federal Reserve-chefen, Jerome Powell, vil gå i fodsporene på Alan Greenspan, som var chef for samme institution fra 1987 til 2006.

Han er i dag kendt for det såkaldt “Greenspan Put”. En pengepolitisk manøvre, som holdt hånden under de finansielle markeder i slutningen af 1980’erne, da finansmarkederne var voldsomt pressede.

Men Jerome Powell er ikke Alan Greenspan – i hvert fald ikke længere.

“Den form for centralbanker, som ikke er din ven, har størstedelen af markedet ikke stiftet bekendtskab med før. Vi er vant til, at Federal Reserve kommer og redder os,” siger Carsten Valgreen.

Men redningskransen udebliver denne gang. Det slog Jerome Powell godt og grundigt fast under rentetopmødet i Jackson Hole i Wyoming i slutningen af august.

Der var sat 30 min. af til Fed-chefens tale, men han skulle kun bruge 8 minutter til at aflevere sit budskab: Centralbanken fortsætter med at hæve renten – også selvom amerikansk økonomi løber ind i en recession.

Dagen efter gik et fremtrædende medlem af ECB’s direktion, Isabel Schnabel, på talerstolen – og budskabet var præcis det samme.

â‹“Nu er det budskab sagt meget klart og tydeligt, men hvis du kigger markedsprisningen virker det til, at alt bliver okay i morgen,” siger Carsten Valgreen.

Ifølge Valgreen er renter og aktier i øjeblikket prissat efter, at kerneinflationen er 3-3,5 pct., mens lønvæksten er 3,5-5 pct. i USA. Det passer bare ikke. Kerneinflationen er 5,5 pct., mens lønvæksten er 5,5-6 pct. – altså langt højere.

Dobbelt mandat

Det hjælper ikke noget at tro, at centralbanken har et dobbeltmandat: At sikre både høj beskæftigelse og stabile priser.

“Det er i virkeligheden ikke en dobbelt målsætning, som centralbankerne har. Det ene er afgørende for det andet. Du kan ikke have høj beskæftigelse uden at have lav inflation. Det holder ikke,” siger Carsten Valgreen.

Før der kommer styr på inflationen, vil det kræve en recession som i 1970’erne, mener Carsten Valgreen. Ikke en teknisk recession, hvor væksten er negativ et par kvartaler. Nej en recession, som varer flere år, og hvor mange vil miste sit arbejde.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis