Efter en lille pustepause onsdag er dollar igen styrket torsdag og flirter atter med paritet mod euro, mens den amerikanske valuta samtidig har nået det højeste niveau mod yen siden 1998.
Efter onsdagens voldsomt høje inflationsdata fra USA spekuleres der i stigende grad i, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på sit næste rentemøde 27. juni kommer til at hæve renten med hele 100 basispoint.
Akkurat som den canadiske centralbank gjorde det onsdag.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta mod den fælleseuropæiske euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger torsdag ved 15-tiden i 108,74 mod 107,55 onsdag eftermiddag ved 17-tiden.
- Udviklingen afspejler opbyggende frygt for, at Fed vil kvæle det amerikanske opsving ved at reagere mere aggressivt for at dæmpe opadrettede inflationsrisici, skriver analytikere hos MUFG i et notat ifølge Reuters.
Euro er torsdag eftermiddag blevet presset ned i 1,0002 dollar fra 1,0110 dollar onsdag eftermiddag. Onsdag var kursen faktisk under paritet - i 0,9998 dollar - før investorerne solgte lidt ud af dollar igen.
Ifølge Danske Bank kan der være mere svækkelse af euro på vej.
- Euro/dollar er fortsat overvurderet (fair værdi er i 0,90'erne), eftersom handelsbetingelserne vedvarende støtter dollar over euro, skriver strateg Lars Merklin fra Danske Bank i en kommentar ifølge Bloomberg News.
- Derudover fortsætter den cykliske nedtur med at presse euro, og stagflation er en reel risiko, skriver han videre.
Strategen peger på, at euro kan fortsætte gradvist nedad over de kommende år og ende i intervallet mellem 0,80 og 1,00 dollar.