Dollaren kommer til at fortsætte sin optur.
Sådan lyder vurderingen fra Nordea, Danske Bank og Sydbank, der alle forudser en markant stigning i dollarkursen over for danske kroner inden for halvandet år.
“Vi forventer, at den skal styrkes ret markant. Vores forventning er, at den stiger fra den nuværende kurs på 6,30 kr. til 6,80 kr. inden for 18 måneder,” siger Andreas Steno Larsen, global chefstrateg i Nordea.
Også Danske Bank forudser en stigning:
“Vi er helt enige i retningen og tror også, at dollarkursen skal op. Vores prognose siger, at om et års tid skal vi op på omkring 6,50 kr.,” siger Mikael Olai Milhøj, chefanalytiker i Danske Bank.
Hos Sydbank lyder prognosen for det kommende år, at prisen for 1 amerikansk dollar vil stige til et niveau på mellem 6,50 kr. og 6,70 kr., fortæller cheføkonom Søren Kristensen.
Dollaren er i forvejen blevet styrket med 4 pct. i forhold til danske kroner siden januar 2021. Og udsigten til yderligere styrkelse af dollaren begrunder Andreas Steno Larsen med, at inflationen i USA er steget til over 5 pct.
“Det giver grobund for en tro på, at den amerikanske centralbank vil føre en strammere pengepolitik, som efter vores mening vil styrken dollaren.”
Samme vurdering kommer fra Mikael Olai Milhøj:
“Vi har en amerikansk centralbank, der er på nippet til at stramme pengepolitikken ved at neddrosle deres opkøbsprogram. Det taler for, at dollaren skal højere op.”
Om den amerikanske centralbank Federal Reserve vil stramme pengepolitikken, vil verden måske få en indikation af på fredag, når centralbanken afholder det årlige Jackson Hole-møde om de store linjer i den amerikanske pengepolitik.
Her spekuleres der i, om USA’s centralbankchef Jerome Powell vil annoncere, at centralbanken gradvist vil begynde at neddrosle sit massive opkøbsprogram af obligationer på 120 mia. dollar om måneden.
Presser importen
Hvis dollaren bliver styrket yderligere over for kronen, vil det ifølge Andreas Steno Larsen gøre ondt på danske importvirksomheder:
“Det er en mærkbar bevægelse for virksomheder, som importerer varer fra USA eller lande, der har en valuta, der er tæt knyttet til dollaren som f.eks. Kina. Så kigger man ind i et scenarie, hvor det bliver dyrere at importere de varer.”
I 2020 importerede Danmark varer fra USA for knap 20 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statistik.
Der er dog endnu flere danske virksomheder, som nok vil glæde sig over udsigten til en dollarstigning. Danmark eksporterede ifølge Danmarks Statistik varer til USA for 77,6 mia. kr. i 2020.
“For de klassiske eksportvirksomheder er det jo et rigtig fint scenarie, fordi de får mere for det salg, de laver i USA,” siger Andreas Steno Larsen og nævner store medicinalfirmaer som Novo Nordisk som eksempel.
Nykredit uenig
Mens Nordea, Danske Bank og Sydbank alle forudsiger, at dollaren vil stige, har Nykredit den modsatte prognose:
“Vi ser dollaren under 6 kr. inden for 12 måneder,” siger chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm.
Han tror, at “dollarens tendens til svækkelse i perioder med robust efterspørgsel bliver mere dominerende end en strammere pengepolitik fra USA.”
“Den globale vækst er kommet op på et relativt højt niveau, og investorerne bekymrer sig ikke så meget om ulykker. I den situation er der en tendens til, at dollaren typisk bliver svækket,” siger Frederik Engholm.