Hvis man gik og troede, at bitcoin-krisen nu havde skrabet bunden, så kan man godt tro om igen.
Ifølge den engelske kryptoanalytiker Ian Harnett, der er medstifter og investeringsdirektør i Absolute Strategy Research, vil verdens mest udbredte kryptovaluta sandsynligvis ramme en kurs på 13.000 dollar inden længe. Det svarer til et fald på næsten 40 pct. af den nuværende værdi.
Meldingen præsenterede han på eventet “Squawk Box Europe”, som det amerikanske medie CNBC afholdt tirsdag.
“Det er virkelig et likviditetsspil. Det, vi har fundet ud af, er, at det hverken er en valuta eller en vare og bestemt ikke et lager af værdi,” sagde Harnett.
Forklaringen på det forventede kursfald skal ifølge Ian Hartnett findes i, at erfaringer fra tidligere kursudsving viser, at bitcoin har en tendens til at falde 80 pct. fra sit all-time-high, som angiver det tidspunkt, hvor værdien af bitcoin topper.
Hartnett henviser til et eksempel fra 2018, hvor værdien af én bitcoin faldt til 3000 dollar efter at have nået et højdepunkt på næsten 20.000 dollar i slutningen af 2017.
Hvis den cyklus holder stand, så vil bitcoinkursen i 2022 falde til 13.000 dollar, efter at kryptovalutaen nåede et rekordhøjt niveau på næsten 69.000 dollar i november 2021.
Hårdt ramt
På nuværende tidspunkt er værdien af bitcoin nede med over 70 pct. sammenlignet med november 2021, og ifølge Harnett er det likviditet, der udfordrer kursen.
“I en verden, hvor likviditeten er rigelig, klarer bitcoin sig godt,” sagde Harnett til eventet.
“Når likviditet tages væk – og det er det, centralbankerne gør i øjeblikket – så ser man, at disse markeder kommer under ekstremt pres.”
I sidste uge hævede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sin benchmark-udlånsrente med 75 basispoint – den største enkeltforhøjelse siden 1994. Beslutningen fra Fed blev fulgt op med lignende tiltag fra Bank of England og den schweiziske nationalbank.
Og det sætter sit præg kryptovalutaerne.
Den samlede værdi af alle kryptovalutaer er faldet mere end 350 mia. dollar i de seneste to uger.
Men også inden renteforhøjelserne var kryptomarkedet betydeligt udfordret. Kollapset i stablecoinen terraUSD og dens søster-kryptovaluta luna, der medførte tab på 60 mia. dollar, fik handlende til at holde igen. Dertil kommer massive økonomiske problemer hos store kryptoindustriaktører som Celsius og Three Arrows Capital.