ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kronik: Danmark er i et limbo med kryptovalutaer

Få lande har omfavnet blockchain-teknologien og kryptovaluta mere entusiastisk end England, og i forhold til den retlige regulering af de nye fænomener har England benyttet fleksibiliteten i “common law” til meget hurtigt at få udarbejdet den stærkest mulige indikation til det engelske retsvæsen om, hvordan kryptoaktiver skal behandles, når der opstår juridiske spørgsmål i forhold til sådanne aktiver.

Allerede 18. november 2019 kunne præsidenten for den engelske landsret, Sir Geoffrey Vos, lancere erklæringen “Legal Statement on Cryptoassets and smart contracts”, der på hans foranledning var blevet udarbejdet af de bedste og hurtigste juridiske hjerner i England. Dette var Englands store sats for at tiltrække opmærksomhed fra kryptoverdenen.

Erklæringen blev taget hurtigt imod og benyttet af de engelske domstole, der også henviste til erklæringen i en række domme om grundlæggende juridiske spørgsmål vedrørende kryptovaluta. Der er ingen tvivl om, at den engelske fremgangsmåde er en væsentlig årsag til, at mange aktører fra kryptoverden er hastet til de engelske retter for at få løst retlige konflikter vedrørende kryptovaluta.

På nuværende tidspunkt har England således tilranet sig den ledende position i kapløbet om at blive det mest attraktive land at få behandlet retlige konflikter vedrørende kryptovaluta i. Det bliver spændende at se, om England får lov til at beholde denne position.

Stor dansk kontrast

Den danske indsats for at tilpasse gældende ret til den eksisterende virtuelle verden, hvor blockchain-teknologien og kryptovaluta allerede for længst er en realitet, står i skærende kontrast til den engelske fremgangsmåde.

I Danmark er området for blockchain og kryptovaluta således kendetegnet ved, at der ikke eksisterer nogen særskilt national regulering af fænomenerne, hverken skatteretligt eller civilretligt. Kun hvidvaskloven indeholder regler om virtuelle valutaer. Den eksisterende EU-retlige regulering af området er foreløbig af meget overordnet karakter, om end der aktivt arbejdes på yderligere regelsæt.

Som formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen har udtrykt det, er der behov for “en fælles tilgang med medlemsstaterne til kryptovalutaer for at sikre, at vi forstår, hvordan vi kan få mest muligt ud af de muligheder, de skaber, og håndtere de nye risici, de kan udgøre”. Såvel EU som Danmark må dog i denne sammenhæng foreløbigt se sig slået af England.

Englændernes tilgang til problemstillingen illustrerer, at man på den anden side af kanalen har fundet et udpræget behov for netop at regulere de nye fænomener. Ursula von der Leyens ovenstående udtalelse går i samme retning, så hvorfor har vi ingen regulering i Danmark?

Sandheden er, at de danske politikere intet har foretaget sig i forhold til den civilretlige regulering, og først i midten af indeværende år har skatteministeren bedt Skattelovrådet om at se nærmere på reglerne for beskatning af gevinster fra handler med kryptoaktiver.

Foreløbigt forventes en afrapportering i midten af 2023, og i mellemtiden er de danske skattemyndigheder henvist til at forsøge at presse de nye fænomener ned i de eksisterende retlige kasser, som følger af den aktuelle regulering.

En langt hurtigere stillingtagen til hensigtsmæssigheden heraf fra Christiansborgs side ville være på sin plads, så vi ikke om få år står med endnu en skatteskandale, som kunne have været undgået ved at udvise rettidig omhu, mens tid var.

Få sager i Danmark

De danske domstole har kun i meget begrænset omfang, og alene i skatteretlig henseende, haft lejlighed til at forholde sig til den retlige karakter og behandling af de nye fænomener.

En dom fra Vestre Landsret 18. august 2021 illustrerer de grundlæggende retlige principper, der faktisk mangler afklaring på. Dommen fastslog, at gevinst ved salg af købte bitcoin og fortjeneste ved salg af bitcoin, der er modtaget som donationer, er skattepligtig.

Afgørelsen er imidlertid anket til Højesteret, hvorfor end ikke disse helt grundlæggende spørgsmål har fundet deres endelige afklaring i dansk ret på nuværende tidspunkt.

Ét i hvert fald sikkert: Det er på nuværende tidspunkt lettere at vurdere udfaldet af retssager vedrørende kryptovaluta i England, end det er i Danmark.

Foreløbigt må vi i Danmark afvente, om gældende ret i relation til kryptovaluta vil blive fastlagt på forkant af Christiansborg – om end med en hvis forsinkelse – eller om vi skal vente på, at hver enkel problemstilling skal afklares af domstolene over en årrække under anvendelse af den eksisterende regulering.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis