ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Der er færre kvinder i toppen af danske banker end i resten af Europa

Merete Eldrup, bestyrelsesformand for Nykredit, anerkender, at Danmark har udfordringer med kvinder i banksektorens topledelse. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Merete Eldrup, bestyrelsesformand for Nykredit, anerkender, at Danmark har udfordringer med kvinder i banksektorens topledelse. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danmark er Europas dydsmønster, når det kommer til ligestilling mellem mænd og kvinder i den europæiske banksektors bestyrelser.

Ifølge analysehuset Morningstar topper danske banker listen over dem, der har det største antal kvinder i bestyrelsen med hele 55 pct.

Rapporten tager udgangspunkt i 43 europæiske banker, men medregner kun én dansk bank – Danske Bank.

De faktiske forhold i banksektoren herhjemme viser, at danske banker halter gevaldigt efter, når det kommer til kvinder i toppen af bankerne, viser en gennemgang, Børsen har fortaget af bestyrelserne og direktionerne i Danmarks 14 største banker.

Den viser, at bankerne ligger væsentligt under det gennemsnit, som DBRS Morningstar var kommet frem til. Det gælder både på bestyrelses- og direktionsniveau.

Børsens gennemgang viser derimod, at blot 9,5 pct. af direktionsmedlemmerne er kvinder, mens 30,5 pct. af bestyrelsesmedlemmerne er kvinder.

Morningstar skriver i en mail til Børsen, at Danske Bank er den eneste danske bank, som Morningstar dækker, og at man derfor ikke har taget andre danske banker med i opgørelsen.

Merete Eldrup, der er bestyrelsesformand i Nykredit, vurderer, at vi har en udfordring med ligestilling i finanssektoren herhjemme.

“Vi halter efter Europa med manglen på kvinder i toppen af finanssektoren, så jeg ser, at vi har en helt klar udfordring med underrepræsentation af kvinder i banksektorens topledelse,” siger Merete Eldrup og understreger, at det både gælder i bestyrelserne og i direktionslokalerne.

Sektoren bærer ansvar

Børsens gennemgang af de 14 største banker herhjemme bekræfter Merete Eldrup i, at Danmark er bagud. Forskellen er markant, og det kan ifølge hende pille ved danskernes selvforståelse af, at vi er blandt de førende på ligestilling herhjemme.

“I Danmark har vi haft den selvforståelse, at vi klarede ligestilling dengang i 70’erne,” siger hun.

Merete Eldrup fortæller, at udfordringen med manglende kvinder i bankens topledelse betyder, at Nykredit har ligestilling prioriteret højt på dagsordenen.

“Vi har selv et ansvar i banksektoren for at fremme ligestilling. Vi har derfor i Nykredit sat målsætninger om ligestilling på alle ledelsesniveauer. Det har resulteret i, at 49 pct. af de ansatte på mellemste ledelsesniveau i Nykredit var kvinder i 2021. Så det går den rigtige vej, det går bare ikke hurtigt nok,” siger hun.

Flere på vej

Ifølge Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er 36 pct. af nyudnævnte ledere i finanssektoren over de seneste 12 måneder kvinder – mod 29 pct. i 2020. Og det giver ifølge adm. direktør i FA Nicole Offenberg håb at spore.

Hun vurderer, at kvinder som følge af udviklingen på sigt trænger igennem til de øverste ledelseslag i bankerne, så underrepræsentationen af kvinder i bankernes topledelse og bestyrelse kan vendes til en mere ligelig fordeling.

“Vi er meget positive på de tal, vi ser, men vi ønsker samtidig, at det skal gå endnu stærkere, og at vi i fremtiden skal præsentere endnu bedre tal. Men vi synes, at det begynder at ligne noget,” siger hun.

Marianne Egelund Siig, der er adm. direktør i konsulentvirksomheden Mannaz, og har beskæftiget sig med ligestilling, efterlyser, at der bliver sat yderligere handling bag ordene ude i bankerne, hvis vi skal indhente andre europæiske lande på ligestilling i finanssektoren.

“Det er ikke fordi, at Danmark er blevet dårligere, end vi var fra år tilbage, det er fordi, at andre lande er blevet bedre og har taget det mere alvorligt,” siger hun om den danske finanssektor.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis