ATP, Industriens Pension, Pensiondanmark og PFA får i 2021 nyt selskab af nu seks danske fonde og foreninger, når de tilslutter sig pensionsselskabernes skattekodeks. Det oplyser ATP i en meddelelse sendt til Børsen.
De fire pensionsselskaber stiftede i 2019 et skattekodeks med det overordnede formål at forhindre aggressiv skatteplanlægning. I begyndelsen af 2020 tilsluttede syv andre pensionsselskaber sig principperne, og nu bliver Leo Fondet, Novo Holdings, Lundbeckfonden, Villum Fonden, Velux Fonden og Realdania en del af kodekset.
"Jo flere investorer, vi står sammen, desto mere kan vi påvirke udviklingen (...) Vi forventer, at det stadigt større samarbejde om ansvarlig skattepraksis mellem institutionelle investorer vil styrke vores dialog med eksterne forvaltere, så det i højere grad er muligt at undgå aggressiv skatteplanlægning og fremme skattemæssig transparens i investeringer," udtaler de fire stifterselskaber fælles.
Udover ovenstående aktører, har AP Pension, Lægernes Pension, MP Pension, Pensam, Pædagogernes Pension, P+ og Velliv tilsluttet sig kodekset.
Cayman Islands
En del af kodekset består i, at investorerne ikke vil investere i lande, der er listet på EU's sortliste.
Det blev et problem for ATP, da Cayman Islands i februar røg på listen, og pensionsselskabet havde investeringer for 23,6 mia. kr. gennem over 40 investeringsfonde, der er hjemmehørende på Cayman Islands.
I den forbindelse understregede ATP's skattechef Lars Toft overfor Børsen, at selskabets investeringer på øgruppen var foretaget, før de kom på EU-listen.
“Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har haft nogen skattemæssig fordel i at investere via Cayman Islands. Det ændrer opdateringen af sortlisten heller ikke på. Historisk set har vi valgt at være en del af investeringerne på Cayman Islands, fordi mange internationale investorer vælger at placere deres investeringer der,” skrev han i en mail til Børsen.
ATP oplyste, at man ikke vil investere via øgruppen fremadrettet, og at man dermed er på vej ud af Cayman Islands. Pensionsselskabet havde dog ikke planer om at afhænde investeringerne med det samme, da de typisk er lavet i samarbejde med andre investorer, derfor ønskede ATP at overholde de indgåede aftaler.
At sælge ud af sine ejerandele i Cayman-fondene vil desuden blive besværliggjort af, at der er tale om illikvide investeringer, der ikke er noteret på et marked. Det gør investeringerne sværere at komme af med.
Principperne i skattekodekset gælder netop de unoterede investeringer gennem eksterne forvaltere.
Kernen i principperne er, at investorerne ikke accepterer aggressiv skatteplanlægning , man opfordrer forvalterne til at vedtage skattepolitikker, ligesom de eksterne forvaltere skal overvåge og håndtere relevante skatterisici på en ansvarlig måde .
Derudover opfordres der til til transparens på skatteområdet, og investorerne vil have ret til "at efter yderligere rapportering og foretage stikprøver for at kontrollere, at eksterne forvaltere ikke udøver aggressiv skatteplanlægning".